Total solformørkelse. (Foto: Asociación Astronómica de España).

Denne dag i 2026 vil mange rejse til Spanien

Til sommer kan Spanien allerede pinpointe en dag, som vil have god turismeaktivitet. Her vil der nemlig være total solformørkelse som den første af solformørkelser, som kan opleves i løbet af de næste tre år.

Den 12. august kan Spanien vist godt allerede nu regne med, at der vil være mange turister at finde i det allerede populære rejseland. Her vil en total solformørkelse nemlig være at se i visse egne af landet.

”Spanien er ét af de få steder i verden, hvor begivenheden vil kunne opleves som en total solformørkelse, og da det sker om sommeren, er der god chance for en klar himmel. Forventningerne er allerede enorme,” skriver Den Spanske Stats Turistbureau på LinkedIn.

Den totale solformørkelse vil den 12. august være synlig i et bælte, som løber på tværs af Spanien. Det krydser en stor del af den nordlige halvdel af landet fra vest mod øst – fra Galicien, hvor den begynder i A Coruña klokken 19.31, til De Baleariske Øer, hvor den starter klokken 19.38.

Eneste sted med garanti for total formørkelse
Formørkelsen kommer i alt til at passere igennem op til 13 selvstyrende regioner i Spanien, herunder adskillige indlandsbyer som Oviedo, Santander, León, Bilbao, Zaragoza, Valencia og Palma. I resten af landet vil formørkelsen kunne ses som en delvis solformørkelse.

Da Spanien befinder sig i yderkanten af totalitetszonen, vil Solen være lav på himlen under formørkelsen. Det betyder, at et åbent vestvendt udsigtspunkt – uden bygninger, træer eller bjerge i vejen – er nødvendigt for at få den bedste oplevelse.

Fra Den Spanske Stats Turistbureau lyder det, at solformørkelsen vil finde sted ved solnedgang, hvilket betyder, at landet er det eneste i verden, hvor den sidste fase af en total solformørkelse kan observeres med sikkerhed.

Også formørkelser i 2027 og 2028
Solformørkelsen i august 2026 er blot én af tre solformørkelser, som kan opleves i Spanien i de næste tre år.

Således vil der også være total solformørkelse den 2. august 2027, mens der den 26. januar 2028 vil kunne opleves en ringformet solformørkelse kendt som en ildring i den sydøstlige del af landet.

I 2027 vil solformørkelsen ramme byer som Tarifa, Ceuta, Melilla, Cádiz og Málaga, mens den i 2028 vil dække næsten halvdelen af Spanien fra sydvest mod nordøst – fra Andalusien til Catalonien. Her får byer som Cádiz, Málaga og Tarifa igen fornøjelsen af solformørkelser.

 

Relaterede artikler:

Albatros sender krydstogt til solformørkelse i 2026

Seks spanske regioner har 90 pct. af turisterne

Rekord i Spanien trods kamp mod overturisme