Det er en ommer for tyskerne

autobahnONSDAGSKLUMME: Tyskland har planlagt en motorvejsafgift fra 2016, men den skal kun gælde for udlændinge. Tyskerne skal selv bøde på anden måde. Der må gælde de samme regler i EU som for luftfart.

Af Ejvind Olesen

Tyskland bør ikke få lov til at gennemføre en afgift på ca. 75 kr. for en udenlandsk bilist på tyske motorveje, mens tyskerne selv slipper. Det er hvad der er lagt op til det lovforslag, som er lagt frem og skal gælde fra 2016.

EU–retten tillader ikke en sådan forskelsbehandling. Derfor skal tyskerne også betale, men ifølge lovforslaget have en rabat på vægtafgiften, sådan at de reelt holdes skadesløse.

Klart at nabolandet Østrig er blandt de mange, som protesterer. De må selv bøde for den vejafgift, som gælder andre. Præcist som vi må betale for at køre over Storebæltsbroen, ligesom vore fremmede gæster.

I luftfarten har det altid været kendt. Uanset hvor mange ekstra afgifter et land finder på at belaste sin flytrafik med – spørg bare i Storbritannien – så gælder det såvel udenrigs- som indenrigstrafik. At afgifterne så kan gradueres efter længde er en ganske anden sag. Sådan var det også, da de danske indenrigsruter fik en ekstra afgift på 75 kr. efter forslag fra SF, og som det tog mange år at slippe af med igen.

Der er også flere gradueringer i det tyske lovforslag, hvilket der må være. Tyskerne bor trods alt op og ned ad deres autobaner. Der er to måneders kort og årskort til priser fra ca. 20 Euro til 1.000 kr.

Hvorfor i alverden skulle Tyskland ikke have lov til at indføre, hvad vi har kendt i mange år, især i Italien, Spanien og Frankrig. Problemet er bare, at det skal være ens for alle.

Hvis ikke man har mod på det, og hvis det alligevel bliver for bureaukratisk som tyske ADAC (bilorganisationen) hævder, så tænkt det hele om igen.

Det kræver enorme investeringer at holde det tyske vejnet i stand. Der høvler millioner af biler gennem det store land hver eneste dag uden at yde noget andet til gengæld end at køb en kop suppe – og tanke op et par gange.

Find dog en langt mere smidig ordning – eller spørg i nabolandede. Det nuværende forslag er en ommer.