ANKENÆVN: Endnu engang taber kunderne en sag, fordi de ikke klagede straks til guiden. ”Havde I gjort det, kunne vi….”
Af Ejvind Olesen
”Det er rigtig ærgerligt. Havde I rettet henvendelse til guiderne og fremhævet jeres problem, kunne de have sørget for at have været behjælpelige med at få skruet ned for musikken, repareret værelsesvinduet, toilethåndtaget, føntørreledningen, udelyset, åbnet sikkerhedsboksen, bedt hotellet om at servere drikkevarer hurtigere i restauranten (plus vin), køle drikkevarerne, indkøbe tennisketcher og bolde og arrangere eventuel flytning til et andet hotel.
Hvad støj angår kan forstyrrelser på et hotel i Egypten forekomme fra hotelbar, diskotek, nærliggende hoteller, menneskemylder, byggeri, løsgående dyr. Husk også, at der i muslimske lande findes moskeer, som kalder til bøn flere gangen om dagen”.
Sådan skriver Detur til et hold gæster, som til Rejse-Ankenævnet har klaget over en rejse til Hurghada i Egypten foråret i fjor. Selskabet bestod af fire børn og fire voksne. De betalte 45.560 kr. og kræver nu 16.720 kr. tilbage. Detur Danmark har tilbudt dem 3.088 kr. i kompensation for at dulme skuffelsen.
Danskerne klager mere og mere, skrev adm. direktør Lars Thykier forleden på vegne af Danmarks Rejsebureau Forening i denne uge. Til gengæld får flere en afvisning. Ikke på grund af brok, men fordi de ikke klager via guiderne. Det går igen i stribevis af sagerne.
Sådan gik det også i ovennævnte eksempel, som nævnet afviser bl.a. med følgende begrundelse: ”Den omstændighed, at reklamationen forgæves måtte være sket til hotellets personale er ikke tilstrækkelig, idet reklamationen umiddelbart efter må rettes direkte til bureauets repræsentanter, herunder navnlig guider på rejsemålet. – Klagerens krav tages ikke til følge.”
Egypten er ikke noget let land at være turoperatør i. Det er prisværdigt, at nogen holder ud. I Almindelige Bestemmelser også hos Detour kan man læse, hvordan man klager til rejselederne. Ganske vist ikke beskrevet med store bogstaver. Man kan vel heller ikke forlange, at noget af det vigtigste, når man køber en rejse, er at få at vide, hvordan man kan klage!