Nu har First Camp atter en gang udvidet antallet af pladser, som koncernen sidder på i Norge, og koncernchefen forklarer, at han ser et stort vækstpotentiale i det skandinaviske land.
I starten af året meldte First Camp, der er Skandinaviens største campingkoncern, ud, at man havde en oplevelse af, at flere og flere var begyndt at benytte sig af en del af koncernens pladser i løbet af de kolde måneder, end det tidligere har været tilfældet.
Fra januar til marts steg antallet af campingbookinger med 15 procent sammenlignet med året før, mens 33 procent flere har reserveret en hytte end i 2024. Overfor Standby.dk oplyste marketingschef Kent Lodberg, at det drejede sig om 3.800 hus- og campingnætter.
Nu har First Camp netop indgået aftale om at overtage endnu en plads, som også er attraktiv i vinterkulden. Det bliver kædens femte destination i Norge og med overtagelsen, når porteføljen hos First Camp op på i alt 73 destinationer i de skandinaviske lande.
Har loyale gæster
Den nyeste tilføjelse er Beitostølen Hytter & Camping, som First Camp venter at overtage formelt i løbet af foråret. Campingpladsen ligger godt tre timer fra Oslo og rummer i alt 363 standpladser, hvoraf cirka 270 er sæsonpladser. Derudover er der 27 hytter og lejligheder.
Ifølge First Camp er en velkendt skidestination, der blandt andet er kendt for en tidlig sæsonstart, som sædvanligvis finder sted omkring november.
Den store campingkoncern har fattet interesse for pladsen, fordi det er en attraktiv for både skientusiaster og friluftsinteresserede, ligesom pladsen har en kerne af loyale sæsongæster, som kommer på besøg.
Når koncernen overtager ejerskabet, vil campingpladsen fortsat blive drevet af de hidtidige ejere, men First Camp venter at kunne sikre en mere kapitalstærk og langsigtet drift samt videreudvikling af Beitostølen Hytter & Camping.
Matcher med strategi
Johan Söör, der er koncernchef hos First Camp, hæfter sig ved, at campingpladsens profil flugter med de kriterier, som man har for nye tilføjelser til porteføljen, der kan sikre koncernen en større andel af markedet i Norge.
”Dette opkøb passer perfekt ind i vores strategi om at opbygge et stærkt netværk af destinationer i Norge, hvor vi fortsat ser stort vækstpotentiale. Beitostølens fantastiske beliggenhed og høje andel af sæsongæster giver os et solidt fundament at bygge videre på.”
First Camps regionschef for Norge, Vebjørn Hagen, uddyber, at netop de mange trofaste sæsongæster er et af de interessante aspekter ved Beitostølen Hytter & Camping.
”Vi ved, at vores sæsonfamilier udgør en vigtig del af fællesskabet på vores destinationer, og vi vil sikre, at de får glæde af vores unikke sæsonfordele – blandt andet på udvalgte services og rabatter på andre destinationer i kæden.”
Relaterede artikler:
Sne holder ikke alle campister inden døre

STANDBY.DK Nyt om rejser


