Disney er verdens største operatør af forlystelsesparker. Foto: Disneyland Paris.

Disney investerer mere end 417 milliarder kroner

I løbet af det næste årti planlægger Disney at fordoble beløbet, virksomheden har brugt på parker og sit krydstogtrederi det seneste årti. Koncernen har forøget sin indtjening markant de seneste to år.

Disney er verdens største operatør af forlystelsesparker. Samtidig er Disney Cruise Lines med sine fem krydstogtskibe en ikke ubetydelig spiller på markedet.

Men nu kommer den store, amerikanske koncern til at byde på endnu mere, når det gælder virksomhedens turismeaktiviteter. For Disney planlægger nemlig at investere sammenlagt 60 milliarder dollars, svarende til 417.8 milliarder kroner, i udvidelse af koncernens forlystelsesparker og krydstogtkapacitet.

Det meddelte virksomheden den 19. september i en indgivelse til en amerikansk styrelse, som står for at håndhæve den amerikanske lovgivning om markedsmanipulation.

De 60 milliarder dollars, som koncernen nu investerer i sine forlystelsesparker og krydstogtrederi, svarer næsten til en fordobling af det beløb, som kæden har brugt på disse aktiviteter i løbet af de seneste 10 år, skriver Disney i indgivelsen.

”Vi mener, at virksomhedens finansielle tilstand er stærk, og at dens kassebeholdninger, andre likvide midler, driftsmæssige pengestrømme, adgang til kapitalmarkeder og mulighed for at optage lån tilsammen giver ressourcer nok til at finansiere nuværende driftsomkostninger, kontraktuelle forpligtelser, afbetaling af gæld sammen med fremtidige udgifter relateret til udvidelse af eksisterende forretninger og udviklingen af nye projekter,” skriver Disney også.

Markant forøgelse af indtægter
I et bilag, som Disney har medsendt, fremgår det i øvrigt, at Disney Parks, Experiences and Products, datterselskabet, som står for driften af koncernens forlystelsesparker og krydstogtrederi, har haft en markant vækst i indtægter efter coronapandemien.

Således havde datterselskabet indtægter for 186.4 milliarder kroner i 2019, mens de var vokset til 199.6 milliarder kroner i 2022 og hele 224.6 milliarder kroner i de seneste 12 måneder.

Samtidig oplyser Disney også, at forbruget i koncernens hjemlige forlystelsesparker var steget med 42 procent per besøgende i 2022 sammenlignet med 2019.

Derudover råder Disney også over et udviklingsmodent grundareal på mere end fire kvadratkilometer, som koncernen har mulighed for at udvide sine aktiviteter på.

Disney mener samtidig, at for hver turist, der i dag besøger koncernens forlystelsesparker, er der 10 eller flere forbrugere i dag, som ikke besøger parkerne, og derfor ser man et markedspotentiale.

 

Relaterede artikler:

Disneyland inviterer Tivoli-Garden til Paris

Fan besøgte alle verdens Disney-parker på 12 dage

Disney køber kæmpe krydstogtskib fra konkursbo