Nathan Firesheets brugte to uger til for egen regning at købe flybilletter og hotelovernatninger for at prøve de 216 forlystelser i verdens 12 Disney-parker i USA, Frankrig, Hong Kong, Japan og Kina.
Den 34-årige ingeniør Nathan Firesheets fra Atlanta satte sig et mål, der må kunne bringe ham i Guinness-rekordbog: at besøge alle verdens 12 Disney-parker på 12 dage – og prøve samtlige 216 forlystelser i parkerne.
Der er reelt kun seks Disney-parker, i Anaheim ved Los Angeles, i Orlando i Florida, i Paris, i Hong Kong, i Shanghai og i Tokyo. Men flere af parkerne har underafdelinger, hvilket bringer tallet op på de 12.
Avisen USA Today skriver, at Nathan Firesheets ikke var sponseret af Disney på sin rundtur til USA, Frankrig, Japan og Kina. Han elsker bare forlystelser og valgte at bruge to ugers ferie på at gøre noget helt usædvanligt.
Han startede sin unikke rundtur den 8. marts i denne måned og gennem rejsen blev han fulgt på sociale medier.
Nathan Firesheets fik ideen sidste år og begyndte at planlægge rundrejsen; for at nå alle forlystelserne, var han tidligt på dagen i parkerne, hvor han også købte FastPass for at reducere ventetiderne.
12.000 dollars
I alt brugte Nathan Firesheets samlet 12.000 dollars, cirka 85.000 kroner, på sine to uger i Disney-parkerne.
En af udfordringerne med planlægningen var at få flyvningerne på plads. Da han begyndte at sammensætte sin rejse sidste år, var blandt andet Japan og Kina stadig lukket land på grund af pandemien.
”Det var bare med at vente og holde øje med rejserestriktionerne,” siger han til USA Today. Japan genåbnede i oktober sidste år, Kina fulgte efter i januar i år.
”Jeg er ingeniør og elsker logistiske udfordringer,” siger Nathan Firesheets. Udfordringerne undervejs indebar blandt andet, at hans fly fra Hong Kong til Tokyo blev aflyst et par uger før afgang, så han måtte købe en ny og dyrere flybillet.
Men selv om det var hektisk, var Nathan Firesheets glad for at gennemføre sit projekt, siger han.
Relaterede artikler:
I rekordbog for Disneyland-besøg 2.995 dage i træk