DRF: Dommen viser, at loven er ubrugelig

”Som bestyrelsesmedlem i Rejsegarantifonden er jeg meget ked af dommen. Jeg forstår ikke, at landsretten kan have den holdning. Men som direktør for Danmarks Rejsebureau Forening er dommen på en måde dejlig, for den viser, hvad DRF har sagt hele tiden, at loven om Rejsegarantifonden på dette område er ubrugelig. Som jeg ser det, er Norwegian på mange måder etableret i Danmark – og hvis de ikke skulle registreres nu, hvornår skulle de så.”

 

Det sagde Lars Thykier til takeoff.dk kort efter dommen fra Østre Landsret var kommet og hvor dommerne siger, at Norwegian ikke er forpligtiget til at lade sig registrere i Rejsegarantifonden og dermed tilbyde konkursforsikring til private rejsende.
Dommen kan få andre flyselskaber til at lade sig afregistrere i Rejsegarantifonden. Det koster skønsmæssigt mindst 10.000 kr. om året for et flyselskab, at være registreret i Rejsegarantifonden.

 

”Lovændringen om at flyselskaber, der er etableret i Danmark, skal registreres i Rejsegarantifonden er skruet forkert sammen, det har DRF sagt hele tiden. Jeg har endnu ikke læst dommen, men den kunne få det til at se ud, som om kun danske flyselskaber som Danish Air Transport, SAS og Sun-Air er underlagt lovændringen om konkursforsikring, der jo kom i kølvandet på Sterlings konkurs i 2008. Men loven er ubrugelig og rammer ikke det, den skulle. Nu vil nogle udenlandske flyselskaber måske afmelde sig i Rejsegarantifonden. Så må politikerne tage sig sammen når loven skal genforhandles til efteråret, hvilket der stod i loven at den skulle,” siger Lars Thykier.

 

Direktøren for DRF er endnu ikke afklaret med, om dommen skal appelleres til Højesteret. ”Det har vi i bestyrelsen for Rejsegarantifonden otte uger til at tage stilling til, så det vil vi drøfte på vores næste bestyrelsesmøde i august,” siger han.

 

”En appel til Højesteret vil tidligst være behandlet om et år, formentlig først 1½ år. Men er der så inden kommet en revision af loven på bl.a. dette område, vil kendelsen fra Højesteret kun være af historisk betydning – samtidig kan en sådan appel hurtigt koste Rejsegarantifonden over en halv mio. kr. til bl.a. advokathonorarer. Så der er ingen grund til at smide gode penge efter dårlige,” siger Lars Thykier og fortsætter:

 

”Umiddelbart vil jeg satse på, at selve loven skal laves om. Men en lovændring kan formentlig tidligst træde i kraft til næste sommer, sandsynligvis først ved årsskiftet 2014.”

 

”Jeg vil fastholde DRF’s holdning, at der blot bør lægges en lille skat på f.eks. fem kroner på hver flybillet solgt med afrejse fra Danmark. Dem er der op mod ni mio. af om året, så på den måde kan der hurtigt komme mange penge i en fond til at sikre forbrugerne når og hvis endnu et flyselskab krakker. Med en skat får vi også fat på selskaber som Norwegian og Ryanair, der ikke vil følge loven om Rejsegarantifonden og lade sig registrere med henvisning til, at de ikke er etableret i Danmark,” siger Lars Thykier til takeoff.dk

 

Skrevet af Henrik Baumgarten