DRF ønsker forbedret lov om Rejsegarantifonden

Lars Thykier

Der er arbejdspladser på spil i den danske rejsebranche i disse dage, hvor loven om Rejsegarantifonden revideres. Det kan dog forebygges, siger DRF, der også mener, at SAS-konkurs vil koste 2,5 milliarder kr. alene i Danmark.

”Nej, rejsebureauerne i Danmarks Rejsebureau Forening skal ikke opbygge sin egen fond for hver solgt rejse gennem DRF’s medlemmer. Den vil ikke dække rejser solgt via flyselskabernes hjemmesider – f.eks. siger SAS, at man sælger 40 pct. af sine rejser via sin hjemmeside. Derfor er en national fond eneste løsning,” siger DRF’s adm. direktør, Lars Thykier, til standby.dk

DRF skrev i pressemeddelelse mandag, at det vil koste rejsebranchen op mod 2,5 milliarder kr., hvis SAS krakker.

”Det tror vi ikke sker, selv om SAS angiveligt var tæt på i efteråret. Alene rejsebureauer har op mod 1,5 milliarder kr. ude hos SAS. Men skulle SAS krakke må det hellere ske i november end i maj. Der er årligt op til fire konkurser i danske rejsebureauer, men de skyldes primært dårlig ledelse eller produkter,” siger direktøren.

Danmarks Rejsebureau Forening udsendte mandag pressemeddelelse, her stod bl.a.: ”Der er røde tal og arbejdspladser på spil for den danske rejsebranche i disse dage, hvor loven om Rejsegarantifonden revideres i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Det kan dog forebygges med et greb, der blot koster 5 kr., og samtidig sikrer flyrejsende mod tab.

I dag hæfter Rejsegarantifonden ikke for flybilletter, købt gennem et rejsebureau, når et flyselskab krakker. Selv om Rejsegarantifonden får de 20 kr., forbrugerne skal betale for at sikre sig mod flyselskabets konkurs, hvis både flyselskab og rejsebureau går konkurs.

”Det er uholdbart,” siger Lars Thykier. Alene sidste år lukkede tre større europæiske flyselskaber, Cimber Sterling, Malev og Spanair, og flere kan være på vej, siger DRF, der ikke sætter navn på konkurskandidaterne, men tilføjer: Flere krakkede flyselskaber i 2013 kan udløse blodbad i rejsebranchen.

”Danske rejsebureauer tabte sidste år mange millioner kr. på bl.a. krakket i Cimber Sterling. En SAS-konkurs vil gøre ondt. F.eks. vil en SAS konkurs i værste fald betyde et tab i branchen på omkring kr. 2,5 milliarder. Det er så stort et beløb, at mange danske rejsebureauer risikerer at dreje nøglen om, trods god økonomi,” siger Lars Thykier og tilføjer:
”Men det er ret simpelt at lande en løsning, som både sikrer rejsebureauerne bedre rammevilkår, samtidig med at forbrugerne kan være forsikret mod konkurs. DRF har ved flere lejligheder foreslået lov, der sikrer flykunder mod tab, uden at det rammer rejsebureauerne. Læg ca. 5 kr. til pr. billet på alle flyrejser til eller fra Danmark. Pengene skal gå direkte til Rejsegarantifonden, som så kan dække de rejsendes tab ved en evt. konkurs i – uanset om billetten er købt i et rejsebureau eller ej.”

Rejsebranchen har godt 400 virksomheder. De seneste to år har andelen af konkurser ligget på ca. 1 pct. med ca. fire krak om året. DRF’s medlemsvirksomheder repræsenterer ca. 80 pct. af omsætningen på 18 milliarder kr. i den danske rejsebureaubranche.