DSB havde i dette års andet kvartal 63 procent flere passagerer end i årets første kvartal, viser statsbanernes halvårsregnskab. Pressefoto for DSB: Klaus Holsting.

DSB tiltrækker atter flere passagerer

Statsbanerne fik i årets første halvår et overskud på 517 millioner kroner mod et tab på 607 mio. samme tid sidste år. DSB havde 13 millioner færre rejsende i første halvår i forhold til sidste år.

På plussiden i DSB’s halvårsregnskab, der kom i dag, påpeger statsbanerne, at DSB i dette års andet kvartal havde 63 procent flere passagerer end i årets første kvartal.

I alt havde DSB i 1. halvår af i år 45,8 millioner rejsende med S-tog og regional- og fjerntog, hvilket var 22 procent færre i forhold til samme periode sidste år, hvor der var 58,9 millioner rejsende, og 51 procent efter 1. halvår 2019, året før coronakrisen. Her var der 92,6 millioner togpassagerer.

Der var i dette års første halvår 15,8 millioner rejsende med fjern- og regionaltog, mens der var 29,9 millioner passagerer med S-togene. Fra januar til juni sidste år var de to tal henholdsvis 21,6 millioner rejsende med regional- og fjerntog og 37,3 millioner passagerer med S-togene.

I koordination med myndighedernes udmeldinger om genåbning af samfundet, vil vi igangsætte en række aktiviteter for at vinde kunderne tilbage, skriver DSB i pressemeddelelsen om halvårsregnskabet og tilføjer:

”For at imødekomme forventningerne om at pendlere og erhvervsrejsende vil have et stigende antal hjemmearbejdsdage, har vi lanceret et nyt pendlerprodukt – Pendler20. Vi vil også fortsætte strategien med billigere Orange- og Orange Fri-billetter uden for myldretiden.”

Kører med fuld køreplan
DSB’s passageromsætning var i dette års første halvår 1,3 milliarder kroner – et fald på 14 procent i forhold til samme periode sidste år og 46 procent i forhold til 1. halvår 2019.

Men resultatet for 1. halvår af i år udgjorde et overskud på 517 millioner kroner, blandt andet som følge af en ny tillægskontrakt mellem DSB og Transportministeriet.

Flemming Jensen, administrerende direktør for DSB, siger i pressemeddelelsen: ”Vi har kørt fuld køreplan og leveret en solid indsats med punktligheden på plads i første halvår. Det giver et stærkt fundament for det store arbejde, der ligger forude med at få kunderne tilbage til toget og den kollektive transport og styrke den grønne omstilling.”

100 nye eltogsæt
DSB oplyser også, at man i årets første halvår har underskrevet kontrakt med Alstom om levering af minimum 100 Coradia Stream eltogsæt. Togsættene bliver rygraden i fremtidens bæredygtige togdrift, og kunderne kan se frem til en bedre rejseoplevelse og højere punktlighed, lover DSB og tilføjer, at dette er den største enkeltstående investering i DSB’s historie. DSB forventer at købe 150 eltogsæt til erstatning for de aldrende dieseldrevne tog.

Hele DSB’s halvårsregnskab for første halvår af i år kan ses via dette link.

Relaterede artikler:

Tyske jernbaner ser igen stigning i passagertal

DSB køber flere togvogne til international trafik

Rejsebureau skifter fokus fra busser til tog