Efter den tyske genåbning er også togpassagererne vendt tilbage til de tyske jernbaner. Pressefoto for Deutsche Bahn: Oliver Lang.

Tyske jernbaner ser igen stigning i passagertal

I årets andet kvartal havde Deutsche Bahn 50 procent flere passagerer end samme periode sidste år, mens antallet af togpassagerer i årets første halvår faldt fra 663 millioner til 480 millioner.

De nye passagertal fra det tyske DSB, Deutsche Bahn, er naturligvis påvirket af coronakrisen samt af at første kvartal af sidste år, før coronakrisen for alvor slog fuldt igennem, havde rekordmange togrejsende hos DB.

Derfor faldt tallet i første halvår af i år fra 663 millioner togrejsende sidste år til 480 millioner i de første seks måneder af i år. Tilbage i 2019, året før coronakrisen, havde DB over én milliard togpassagerer.

Det skriver Deutsche Bahn i en pressemeddelelse og tilføjer, at omsætningen i årets første seks måneder steg 12 procent til næsten 22 milliarder euro, cirka 165 milliarder kroner. Det blev dog til et driftsunderskud på cirka 700 millioner kroner fra januar til juni i år.

På DB’s lange strækninger havde jernbaneselskabet i årets første halvår et samlet fald i passagertallet på 34 procent. Det forklares primært med den tyske nedlukning i årets første kvartal. Men i årets andet kvartal steg antallet af passagerer på DB’s lange strækninger med næsten 50 procent sammenlignet med andet kvartal sidste år.

På de lange togstrækninger i Tyskland har DB konkurrence fra tyske FlixTrain, der denne sommer lancerede sin hidtil største ekspansion på hjemmemarkedet. 15 byer er eller bliver nye på FlixTrains rutenet, som dermed kommer op på at betjene 40 tyske byer.

Stigende efterspørgsel på grøn mobilitet
Richard Lutz, Deutsche Bahn’s koncernchef, siger i pressemeddelelsen:

”DB ser stigende efterspørgsel efter grøn mobilitet. Det kan vi levere, vi er klar til flere passagerer og mere vækst. De seneste alvorlige oversvømmelser i dele af Tyskland er seneste eksempel på klimaforandringerne. Det understreger behovet for en bæredygtig udvikling, også på transportområdet.”

DB har i årets første halvår moderniseret næsten 2.000 kilometer togspor.

DB siger også, at man efter en række af de tyske coronarestriktioner er blevet fjernet, er på sporet til at overkomme de alvorlige udfordringer, DB har haft under coronakrisen, hvilket skal være med til at få togselskabet til igen at give overskud.

Relaterede artikler:

FlixTrain åbner 15 nye togruter i Tyskland

Rejsebureau skifter fokus fra busser til tog

DSB køber flere togvogne til international trafik