Dubai World Trade Centre er i gang med en udvidelse, som mere end fordobler eventpladsen i messecentret Dubai Exhibition Centre. Nu lyder det, at man snart er klar til at slå dørene op for de nye kvadratmeter.
Dubai vil gerne være vært for globale MICE-begivenheder (Meetings, Incentives, Conferences, and Exhibitions, red.) i stor skala i fremtiden. Dubai World Trade Centre har meddelt, at første fase af en udvidelse af messecentret Dubai Exhibition Centre (DEC) er i sin slutfase og ser ud til at følge tidsplanen.
Det betyder, at centret snart vil kunne byde de allerstørste messer i verden velkommen fra starten af 2026.
Udvidelsen giver nemlig et 140.000 kvadratmeter stort eventareal, der er designet til at kunne håndtere op til 50.000 besøgende dagligt. DEC står dermed til at blive regionens største, specialbyggede, indendørs messe- og eventvenue inden 2031, lyder det i en pressemeddelelse.
Roser godt samarbejde
Hos Dubai World Trade Centre udtrykker vicedirektør Mahir Julfar tilfredshed med udvidelsesprocessen indtil videre.
”Udvidelsen af Dubai Exhibition Centre viser Dubais dokumenterede evne til at levere internationale begivenheder i stor skala med præcision, kvalitet og effekt. At det udvidede center er klar på rekordtid, afspejler det gnidningsfri samarbejde mellem myndigheder og byens partnere – fra infrastruktur og mobilitet til sikkerhed og gæsteoplevelse,” siger han og tilføjer:
”Når vi forbereder os på vores mega-begivenheder i 2026, er vores fælles fokus fortsat at sikre en enestående oplevelse for alle udstillere og besøgende.”
Udvidelse til milliarder
Udvidelsen, som blev sat i gang i 2024, har kostet milliarder. Da byggeriet gik i gang, lød prisen således på 17,5 milliarder kroner.
Dengang lød det også, at målet er, at det udvidede messecenter skal gøre det muligt for Dubai at være vært for dobbelt så mange store events fra omkring 300 i 2024 til 600 i 2033.
Konkret indbefatter første fase af udvidelsen, ud over flere kvadratmeters eventplads, også et dedikeret parkeringsanlæg og udvidede backstage-arealer for at forbedre afviklingstider ved events.
Fasen inkluderer 64.000 nye kvadratmeter permanente udstillingshaller samt omkring 30.000 kvadratmeter midlertidige haller, som bygger oven på de eksisterende 46.000 kvadratmeter. Dermed mener man, at man kan tage en større bid af den milliardstore MICE-industri.
Relaterede artikler:
377 meter: Dubai har fået verdens højeste hoteltårn

STANDBY.DK Nyt om rejser


