Debat: Savner mellemregninger for lavpristerminal i Kastrup



Af lufthavnskonsulent Hans Christian Stigaard



Inden begejstringen for det nye terminalprojekt, præsenteret af et par tidligere underdirektører i lufthavnen, koger helt over, er det tid til at slå lidt koldt vand i blodet.



Ingen tvivl om Københavns Lufthavn trænger til lidt konkurrence – det er bestemt ikke rart at være der mere, efter det hele er ændret til et rent supermarked, og den fra starten uheldige Terminal 3 for alvor viser sine mangler. Ærgerligt når arkitektur vinder over det praktiske.



Hvem skal egentlig bruge den nye terminal? Såvel SAS, Sterling som Thomas Cook Airlines (det tidl. MyTravel Airways, red) mener den lige passer ind i deres forretningskoncept, så er der da dækket bredt.



Hvad er definitionen på lavpris? Billigst i gennemsnit, kun one way-billetter, billigst på en rute, eller hvad?



Hermed rejses spøgsmålet også om, hvad en lavpristerminal er? Er den for de, der i sidste ende vil betale den højeste pris for en dårligere service?



Vil man håndtere både Schengen og ikke-Schengen trafik? Hvis det er tilfældet, hvad siger politiet til at skulle bemande flere paskontroller? Og hvorledes skal bagage håndteres?



At få en terminal med masser af parkeringspladser for biler og et bagagesorteringsanlæg med fuld screening til 400 mio. kr. lyder i hvert fald som ægte lavpris.



Det juridiske grundlag for at konkurrenceudsætte en terminal synes at være svagt, grundlaget er EU’s ”groundhandling direktiv”.



Man skal huske at Statens Luftfartsvæsen for år tilbage definerede en række områder fra direktivet som ”centraliseret infrastruktur”, som af safety- og pladsmæssige grunde ikke skal konkurrenceudsættes.



Det gælder bl.a. forhold som buskørsel af passagerer på airside, marshaller-tjeneste, disponering af standpladser, påfyldning af brændstof og lignende.



Det vil undre mig, hvis ikke juristerne hos SLV med de samme begrundelser må definere terminalen som centraliseret infrastruktur.



Til en terminal hører også en forplads til fly og rulleveje med tekniske installationer.

Disse er der internationale regler for – her kan kun spares lidt asfalt i bredden, hvis ikke man vil have større fly end eksempelvis B737 eller A320 til at være der.

Er etableringen af disse forhold med i prisen, eller hvem skal betale det? Hvem skal betale driften heraf, strøm, snerydning og lignende?



Endvidere vil der i rimeligt stort omfang blive tale om at fly på vej til den planlagte terminal i travle tider skal krydse ”bane i brug”, hvilket vil forøge risikoen for såkaldte ”runway incursions”, hvilket næppe vil skabe stor begejstring ud fra et safetymæssigt synspunkt.



Bestemt et spændende projekt, men der mangler ligesom nogle udmeldinger…

Skrevet af