De skandinaviske lande, Danmark, Sverige, Norge, Finland og De Baltiske Lande går nu sammen i en paraplyorganisation med navnet See America Nordic and the Baltics med fælles formand, logo og målsætning.
Målet er at få Skandinavien til at tale med en stemme, og rykke helt op i Superligaen, som et af de vigtigste markeder overhovedet for USA.
Sammenslutningen har i øjeblikket omkring 800.000 besøgende om året til USA, og kommer dermed i samme vægtklasse som de vigtigste markeder for USA, Japan, Tyskland, England og Mexico.
“Hver for sig er vi små. Når vi står sammen er vi store. Så store at det vil give en række fordele både for rejsebureauer og kunder i medlemslandene og for vore medlemmer, men også gøre, at vi bliver hørt med en helt anden vægt i USA,” siger Daniel Atteroth, chairman, See America, Sverige til Stand By på Pow Wow rejsemessen i Orlando, USA.
“Vi har haft de indledende meget positive drøftelser med de andre See America formænd og med repræsentanterne fra de amerikanske ambassader. Vi har også snakket om ideen med Roger Dow, president for TIA. Nu skriver vi en fælles målsætning, som skal behandles i See Americas bestyrelser i juni. Derefter følger drøftelserne om, hvordan organisationen skal være. Jeg regner med, at vi er færdige i løbet af efteråret, og kan være helt klar til præsentation næste år til Pow Wow i Californien. Det kører den rigtige vej. Det er der ikke tvivl om. Jeg tror, vi alle har en vilje og en ambition om at dette her skal fungere. Det er noget helt nyt. Det har vi aldrig kunnet præstere før,” siger Cimm Barslev, chairman, See America Danmark til Stand By.
“Det er en god ide. Det er fem år siden den norske komité havde et initiativ her på Pow Wow i samarbejde mede TIA for at forsøge at samle Skandinavien. Tiden var måske ikke moden da. Jeg ser positivt på, at vi kan få det nu,” siger Widar Jensen, chairman, See America Norge til Stand By i Orlando.
“Udfordringen bliver at få lavet et fælles manifest, som alle kan nyde godt af og leve med. Med det vigtigste er, at vi kommer op med et koncept, vi er sammen om, så vi kan få flere medlemmer, fordi vi laver et bedre produkt. For den almindelige rejsende er den langsigtede fordel, at vi i rejsebranchen kan tilbyde kunderne mere opdateret information, brochurer og viden om destinationen, og dermed give et større vareudbud. Med et større og bedre produkt bliver vi også mere interessante for amerikanerne. Udfordringen er, hvad gør vi med pengene. Men jeg tror det bliver gennemført, hvis vi kommer over udfordringerne. Der er gode muligheder for, at det lykkes,” siger Widar Jensen.
“Vi kan lave større kampagner og være mere synlige omkring rejser til USA. Nu er der omkring 800.000 rejsende fra Skandinavien og De Baltiske Lande. Jeg regner med, at vi har passeret en million rejsende inden år 2008. Det er målet,” siger Daniel Atteroth, chairman, See America, Sverige til Stand By.