US Airways får pusterum

US Airways, som søndag aften indgav konkursbegæring får nu lidt ekstra tid til at omstrukturere selskabet. Flyselskabet, det yngste af de store traditionelle amerikanske selskaber, slipper i første omgang for at indbetale 110 mio. dollars til pensionsfonden og kan i stedet bruge tiden på at nedbringe gælden på 8,7 mia. dollars. Alle flyvninger fortsætter pt. uændret, men eksperter bedømmer selskabets chance for at overleve som værende blot fifty-fifty. Der tales om første skridt til afvikling af en betydelig overkapacitet i et marked, hvor lavprisselskaberne for alvor har fået fat. US Airways kom ud af den første betalingsstandsning sidste år efter at have sagt farvel til 17.000 medarbejdere, men de resterende 28.000 ansatte var ikke villige til at acceptere yderligere besparelser. I sidste uge meddelte en anden gigant, Delta Airlines, at en betalingsstandsning også her er sandsynlig. Hvis Delta også går i betalingsstandsning vil 40% af den amerikanske luftfartsindustri operere på randen af konkurs.
(JP Erhverv, d. 14.9.04)

Skrevet af