Sterling-overskud i januar

Sterling har fået en forrygende indgang på det nye år. Naturligvis er det primært de laveste priser, der ryger først, men der kommer flere og flere passagerer kort før afgang. ”Det er noget, vi skal vænne os til, og have is i maven,” siger direktør Lars Hindum fra Sterling til Berlingske.



I januar blev der solgt over 119.000 enkeltbilletter – dermed er der indtil nu solgt ca. 285.000 af de 953.000 flysæder, Sterling udbyder i år.



”Med forbehold for finpudsning af tallene, har vi også for første gang haft plus på driften i januar,” tilføjer Hindum.




Som Take Off kunne oplyse i sidste uge på vor hjemmeside, kommer ca. 60% af Sterlings bookinger via nettet, mens rejsebureauerne står for en tredjedel af salget – det tal viser, at stadig flere firmaer bruger Sterling, primært til Oslo og Milano. Ferietrafikken til Spanien er dog fortsat topscoreren.



Inden sommerferien kommer endnu to Boeing 737-800 i flåden, som dermed når op på otte fly.



I sidste uge fortalte Sterlings salgs- og marketingsdirektør, Lars Rafn, at Sterling inden for 3-5 år har dobbelt så mange fly som i dag, flere frekvenser på de nuværende ruter og en række nye destinationer. Han sagde også, at Sterling i år håbede på et nul-resultat.



Sterling åbner til maj en daglig rute med en enkelt afgang i hver retning på hverdage mellem CPH og Stockholm Arlanda samt øger med endnu en daglig afgang til fire mellem CPH og Oslo Gardermoen.

Skrevet af