Vi kæmper for at overleve









Der er ikke meget at grine af i øjeblikket i den danske biludlejningsbranche. Ganske vist er salget af udlejningsbiler til danskere, som skal feriere i udlandet eller bruge bilen erhvervsmæssigt, stadig god – problemet er nedgangen på det danske hjemmemarked.



“De før velkonsoliderede biludlejningsfirmaer i Danmark opererer nu med tocifrede millionunderskud,” siger Philip Schack, som i november vendte tilbage til Avis Biludlejning, denne gang som chef for Danmark.



Avis Biludlejning er Danmarks største aktør når det gælder udleje af personbiler til det danske erhvervsliv; selskabet anslår, at man har ca. 60 % af dette marked.



“Lavpriskulturen har været med til at presse priserne. Når f.eks. firmaer har fundet ud af, at de ved at flyve lavpris kan spare 20-25 %, tænker de, at så kan de da spare det samme på hoteller, biludlejning osv.,” siger Philip Schack og fortsætter:

“I øjeblikket er vi ca. 15 % under omsætningen samme tid sidste år når det gælder billeje i Danmark.”



Avis Biludlejning har ca. 3.000 biler i Danmark, som er i selskabets flåde i typisk halvandet år, herefter sælges de. Men værdien af brugte biler falder fordi efterspørgslen daler. Det gør ondt i økonomien, også hos Avis, som alene i Danmark årligt har en pengebinding i biler på ca. 340 mio. kr.



Sidste regnskabsår omsatte Avis for 270 mio. kr. i Danmark. Biludlejningsselskabet har 200 fuldtidsansatte i Danmark, men ca. 20 blev opsagt i slutningen af sidste år. Det skyldes, at Avis i Skandinavien samler sit bogholderi i Oslo og kundeservice i Gøteborg.

De berørte Avis-medarbejdere fik alle mellem seks og ni måneders opsigelse, en aftrædelsespakke og firmaet hjælper dem med at finde nyt arbejde.



“For at kompensere de faldende indtægter og stigende renteomkostninger, overvejer vi at hæve udlejningspriserne i Danmark 12-15 %,” siger Philip Schack, som godt ved, at stigende priser yderligere kan reducere antallet af udlejninger.



“Skal vi hæve priserne, skal vi gøre mere for kunderne. Vi skal sætte turbo på vores motto “We try Harder” og skabe ekstra værdi for kunderne,” siger Philip Schack.



”Fx indfører vi efter påske et nyt system som lagrer den rejsendes lejemønstre, så vi kan få bedre overblik over, hvordan vi kan overgå forventningerne – og tilrette vores kommunikation til kundens behov og præferencer.

Avis er på vej med et fordelsprogram til hyppige kunder ligesom der kommer dynamiske priser som belønner de, som reserverer i god tid.

Der kommer nye lejekontrakter på dansk i Europa. Dermed undgås misforståelser ved billeje i udlandet.



Vores mål er at leve op til kunders ønske om at få processen omkring biludleje gjort mere gennemskuelig fra reservation til endelig afregning,” siger Philip Schack.



HB


Skrevet af