Dansk incoming i samarbejde på to fronter

”Det er revolutionerende, at vi har kunnet få dette samarbejde på plads. Det er første gang, at vi i den danske incoming-branche har stået sammen og udviklet noget i samarbejde – men der har også været arbejdet på projektet de sidste 5-8 år.”




Det siger formanden for ITO, incomingfraktionen i DRF, Steen Møller, fra Kuoni Incoming til Take Off. Projektet drejer sig om itoguide.dk – en kontaktcentral for guider; kun guider som er medlem af den danske Guideforening kan få oprettet deres profil på hjemmesiden. Men pudsigt har selve Guideforeningen valgt ikke at være med i itoguide.dk




Itoguide ejes af seks af de store bureauer, Kuoni incoming, DMC, Our Agent, Robinson, Your Best Destination Partner og Scan-Travel. Kun landets største incoming-bureau, Tumlare, har ikke ville deltage i udviklingen af systemet, som har kostet ca. 80.000 kroner.




Læs mere om projektet i Take Off, der udkommer på tirsdag.



JYLLAND SKAL SÆLGES SOM ÉT HELE




Østjyllands Turistudviklingsfond, Turistgruppen Vestjylland og Midt-Nord Turisme vil fra næste år markedsføre Jylland som ét turistområde på det danske, tyske, norske og svenske marked. De tre musketerer har indbudt det fjerde og sidste regionale selskab i Jylland, RST, som dækker Vejle og Sønderjyllands amter, til at deltage i samarbejdet.



Markedsføringen tilrettelægges på de udenlandske markeder i tæt samarbejde med Danmarks Turistråds markedskontorer i Oslo, Stockholm og Hamburg. For de jyske turistvirksomheder betyder det ny samarbejde, at den turistmæssige markedsføring af Jylland bliver langt mere éntydig. Målet er selvsagt at “kapre” en så stor del af den samlede danske “turist-kage” som muligt. Der lægges ikke skjul på, at et hovedformål er at markere Jylland over for København og resten af Danmark.



Udover markedsføringssamarbejdet kan selskaberne “låne” hinandens special-medarbejdere inden for fx. udvikling af bæredygtig turisme, IT, handicapturisme, attraktionsudvikling, uddannelse og kompetenceudvikling.

Skrevet af