Fra vinterprogrammet får Apollo Rejser efter 12 års fravær en ugentlig flyvning fra København til Sharm el Sheikh. Egypten kan bruges som et vinteralternativ til for eksempel De kanariske Øer.
Få destinationer kan konkurrere med De Kanariske Øer i vintermånederne – Sharm el Sheikh i Egypten er en af undtagelserne, skriver Apollo Rejser i en pressemeddelelse.
Destinationen forsvandt fra Apollos program tilbage i 2011, men den 12. oktober vender det egyptiske rejsemål tilbage hos Apollo. Det bliver med en ugentlig flyvning frem til 28. marts næste år fra Københavns Lufthavn med færøske Atlantic Airways. I alt udbyder Apollo 4.500 pladser til Sharm el Sheikh, oplyser Glenn Bisgaard, salgsdirektør for Apollo i Danmark, til Standby.dk
Han siger i pressemeddelelsen: ”Sharm var længe et af vores mest populære rejsemål, og det er nemt at forstå. Der er lækre strande, krystalklart badevand, gode hotelfaciliteter og, ikke mindst, spændende seværdigheder over og under vand, hvilket gør Sharm til lidt af et rejsemekka uanset.
Der er samtidigt sket meget de seneste år: Nye områder er opstået, infrastrukturen er forbedret og en stor del af hotellerne har gennemgået en større renovering,” siger Glenn Bisgaard.
Snorkel- og dykkerentusiaster
Sharm el Sheikhs største attraktion er strande og koralrevet, der tiltrækker snorkel- og dykkerentusiaster fra hele verden. Derudover ligger Sharm el Sheikh en kort køretur fra en række seværdigheder, fra hovedstaden Kairo, til Petra til Sinai-bjerget.
Og i modsætning til mange andre vinterrejsedestinationer kan Sharm el Sheikh prale af solskinsgaranti og temperaturer på 26 grader i gennemsnit gennem hele vinterhalvåret, oplyser Apollo.
175.000 Apollo-gæster i år fra Danmark
Sidste år var Apollo, ifølge de officielle tal fra RID, Rejsearrangører i Danmark, Danmarks tredjestørste charterrejsearrangør med 153.000 gæster; det blev kun overgået af TUI med 176.000 og Spies med 243.000 gæster i 2022 fra danske lufthavne.
På det danske marked forventer Apollo i år omkring 175.000 gæster, to tredjedel i sommersæsonen, oplyser Glenn Bisgaard til Standby.dk
Syv ud af 10 af Apollos danske gæster skal til Grækenland, fløjet af Novair, SAS og Atlantic Airways. Udover sine græske destinationer, har Apollo i årets sommersæson også rejser til Kroatien, Cypern, Spanien, Albanien, Bulgarien og Portugal.
Apollo, der ejes af tyske DER Touristik, tæller blandt andet specialrejsearrangørerne Golf Plaisir, Lime Travel og Xtrabel samt træningsresortet Playitas på Fuerteventura, den næststørste kanariske ø.
Relaterede artikler:
Rejsearrangør femdobler på Egypten