Transport- og turismemyndighederne i emiratet Ras al Khaimah har underskrevet aftale med Skyports Infrastructure (Skyports) om et system af eldrevne lufttaxaer, der forventes taget i brug i 2027. Illustration via Ras Al Khaimah Tourism Development Authority (RAKTDA)

Elektriske lufttaxier skal løfte turisme i emirat

Fra 2027 skal kommende samarbejde om eldrevne lufttaxier i Ras al Khaimah at gøre transport nemmere, hurtigere og mere bæredygtig mellem en række af emiratets vigtige turistattraktioner.

Et nyt samarbejde mellem Ras Al Khaimah Transport Authority, Ras Al Khaimah Tourism Development Authority og Skyports – en ledende virksomhed inden for udviklingen af såkaldt vertiport-infrastruktur til elektriske lufttaxitjenester – skal være med til at udvikle et netværk af vertiporte, der skal forbinde Ras Al Khaimahs nøgleattraktioner.

Det oplyser emiratets turistmyndigheder, RAKTDA, i en pressemeddelelse. I vertiporte kan for eksempel eldrevne lufttaxier starte og lande lodret.

Efter planen skal det nye initiativ for bæredygtig lufttransport være på plads inden 2027. Her skal et transportnetværk forbinde en række af emiratets vigtige turistattraktioner – herunder Al Marjan Island, Al Hamra og emiraternes højeste bjerg, Jebel Jais, oplyses det.

Ras Al Khaimah Transport Authority (RAKTA) og Ras Al Khaimah Tourism Development Authority (RAKTDA) har netop underskrevet aftale med Skyports Infrastructure (Skyports), der skal være med til at sikre en bæredygtig udvikling af transport i emiratet.

Samarbejde
Ifølge aftalen skal RAKTA, RAKTDA og Skysports sammen designe, udvikle og drive Ras Al Khaimahs nye system for lufttaxier med kommercielle operationer, der skal starte i 2027, hedder det i pressemeddelelsen.

Implementeringen af det planlagte projekt kommer til at medføre betydelige tidsbesparelser. På nuværende tidspunkt tager det for eksempel 70 minutter at køre i bil fra Al Marjan Island til Jebel Jais – med lanceringen af lufttaxier vil transporttiden blive reduceret til 20 minutter.

Vertiport-netværket skal være med til at understøtte Ras Al Khaimahs mål om at tiltrække 3,5 millioner årlige besøgende inden 2030.

Raki Phillips, den amerikanske direktør for emiratets turistråd, RAKTDA, siger: ”De næste to år vil vi bygge infrastrukturen og faciliteterne til et elektrisk drevet transitsystem, der vil forvandle den måde, turister oplever Ras Al Khaimah på. Med dette forbedrer vi ikke kun tilgængeligheden til RAK’s attraktioner, men reducerer også vores CO2-aftryk. Dette initiativ tager os tættere på målet om at gøre Ras Al Khaimah til en regional leder inden for bæredygtig turisme.”

Mange tusinde nye hotelværelser på vej
RAK, hvis størrelse svarer til cirka fem procent af Danmarks, er på vej mod 8.000 hotelværelser til de i øjeblikket over én million årlige turister, hvoraf 90 procent er leisurerejsende.

Målet er tre millioner årlige udenlandske turister i 2030. Ras al Khaimahs største turistmarkeder tæller Rusland, Storbritannien og Tyskland.

I pipelinen for det kommende års tid er yderligere 4.600 hotelværelser, over 3.200 er femstjernede, 500 har fire stjerner, mens 700 skal udstyres med tre stjerner.

 

Relaterede artikler:

Hotelkæde i samarbejde om fremtidens lufttaxier

Endnu et dansk rejsebureau dropper rejser til Ras Al Khaimah

Emirat får 300 meter hotelkompleks med 1.500 værelser