En Airbus A380 i Københavns Lufthavn – foto: Københavns Lufthavn.

Emirates får ekstra fly til København

Emirates har den 26. december og den 2. januar to ekstra flyvninger mellem Dubai og København. Flyselskabet har over jul og nytår især efterspørgsel på pladser til Dubai, Bangkok og Bali.

”Mange danskere vælger sol og varme på det her tidspunkt af året. Sidste jul oplevede vi stor efterspørgsel henover jul og nytår, hvor vores passagerer især valgte destinationer som Dubai, Bangkok og Bali. Derfor har vi valgt at sætte ekstra afgange ind i år,” siger landechef for Emirates i Danmark, Morten Balk.

Emirates flyver i forvejen dagligt mellem København og Dubai med verdens største passsagerfly, dobbeltdækkeren Airbus A380, der i versionen på ruten til København har plads til 615 passagerer på economy og business.

Den daglige flyvning med A380’eren vil fortsat være til rådighed – der kommer bare to ekstra flyvninger med Boeing B777-300 med i alt 360 flysæder den 26. december og den 2. januar.

Emirates, der ved årets Danish Travel Awards arrangeret af STANDBY.dk vandt prisen som bedste oversøiske flyselskab, tilbyder fra sin hjemmebase i Dubai ruter til over 160 byer på tværs af seks kontinenter.

Sidste år havde Emirates over 340.000 danskere på sin daglige rute til Dubai og videre ud i verden. Flyselskabet oplyser, at de fem største destinationer for danskerne i julen og nytår er Dubai, Bangkok, Bali, Sydney og Sri Lanka.

105 millioner A380-passagerer
Emirates har foreløbig 105 A380’ere, og bestillinger på yderligere 57. Siden selskabet for ti år siden begyndte at flyve med typen har der været over 105 millioner passagerer på Emirates’ 115.000 flyvninger med A380.

Emirates betjener indtil videre 49 destinationer verden over med A380 – og har cirka 80 daglige A380-afgange fra Dubai, den længste rute er til Auckland i New Zealand.

I Skandinavien flyver Emirates også dagligt på Oslo og Stockholm, dog med de mindre Boeing B777. Fra 1. december i år til 31. marts næste år stiger Emirates betjening af Stockholm til to daglige Boeing B777-300 ER. Flyene har 360 passagersæder, dermed kommer Stockholm med sine to daglige Emirates-afgange op i alt 720 sæder i hver retning.

Relaterede artikler:

Emirates håber at øge i København

Dubai skal gøres mere synlig i Norden

Emirater havde rejsebranchen til roadshow