SAS chef: Det her er sidste udkald

Styret mødes igen allerede på søndag for at drøfte, om planen er mulig, primært om personalet accepterer. Hvis ikke, slippes tøjlerne, og det hele kan være forbi.

SAS skal skabes på en helt ny og bæredygtig platform, og det skal gå hurtigt. De første positive (og forpligtende) tegn skal være i hus allerede på søndag, når bestyrelsen mødes igen.

Helt afgørende er bemærkningen om fuldt ud markedsmæssige vilkår i alle kollektivaftaler. Det er her få dages kamp skal stå. Velerhvervede rettigheder og fredsaftaler er datid.

Hertil kommer øget fleksibilitet med flere arbejdsopgaver udført af eksterne leverandører. Centralisering betyder formentlig endnu flere opgaver til Stockholm bl. a. fra København.

”Det er vores final call, hvis der fortsat skal være et SAS. Vi har fået den sidste chance for at gennemføre fundamentale forandringer. Jeg ved, det kræver meget af vores medarbejdere, men der er ingen anden udvej. Jeg håber medarbejderne har viljen til at kæmpe for at overleve og sikre vores arbejdspladser, ” siger adm. direktør Rickard Gustafson i den første melding.

Om det bliver salg eller outsourcing af Ground Handling og Call Center synes ikke endeligt afgjort.

Der følges op kl. 9 med pressebriefing.