All Nippon Airways bliver først japanske flyselskab med Airbus A380 – dets tre eksemplarer leveres fra næste år, alle bliver malet med inspiration fra skildpadden Hawaiian Green Sea Turtle. Foto: Airbus.

Endnu et flyselskab klar til Airbus A380

Næste år får også japanske ANA A380 – malet som skildpadden Green Sea Turtle. Med ANA har 15 flyselskaber 232 eksemplarer af dobbeltdækkeren, der betjener 60 lufthavne verden over.

All Nippon Airways, der er med i Star Alliance, modtager i første kvartal af næste år den første af tre bestilte Airbus A380. Flytypen, som ANA bliver første japanske flyselskab til at have, skal i første omgang bruges mellem Tokyo Narita og Honolulu.

Klik for stort format. All Nippon Airways får malet sine tre kommende Airbus A380 dobbeltdækkere for at gøre opmærksom på den udryddelsestruede skildpadde Hawaiian Green Sea Turtle. Foto: Airbus.

Den første ANA 380 er netop kommet ud af malerhangaren hos Airbus i Hamborg – med en meget let genkendelig bemaling, inspireret af den udryddelsestruede skildpadde Hawaiian Green Sea Turtle.

De to andre ANA A380’ere bliver også malet med inspiration fra havskildpadden; mens det første fly er i blå farver, bliver det andet i grønne og det tredje i orange farver.

Malingen af ANA-flyenes overflade på 3.600 kvadratmeter krævede 3.300 liter maling i 16 farvenuancer. I alt tog det tre uger at male flyet.

Airbus har leveret 232 A380’ere
Dobbeltdækkeren A380 kom i kommerciel drift i 2008 med Singapore Airlines som søsætningskunde.

Indtil nu har de leverede A380 samlet fløjet over 500.000 gange med mere end 190 millioner passagerer. Der er i snit hver dag over 300 passagerflyvninger med Airbus A380, et eksemplar starter eller lander i snit hvert andet minut, oplyser Airbus.

Ifølge Airbus havde flyfabrikken ved udgangen af sidste måned, november 2018, modtaget i alt 331 bestillinger på A380, hvoraf de 232 er leveret.

Med udgangen af sidste måned havde disse selskaber fået leveret A380: Air France 10 eksemplarer, Asiana Airlines (Sydkorea) 6, British Airways 12, China Southern Airlines 5, Emirates 107, Etihad Airways 10, Korean Air 10, Lufthansa 14, Malaysia Airlines 6, Qantas (Australien) 12, Qatar Airways 10, Singapore Airlines 24 og Thai Airways 6.

Nogle af selskaber har dog solgt en eller flere A380; portugisiske HiFly har ét eksemplar, købt brugt af Singapore Airlines.

A380-ruter til 60 lufthavne
I snit har de nuværende Airbus A380 plads til 544 passagerer på fire klasser, first, business, premium og economy. A380-versionen med flest flysæder bruger Emirates blandt andet på sin daglige rute fra Dubai til Københavns Lufthavn med plads til 615 passagerer. Versionen har kun economy og business class.

Foreløbig betjener flyselskaberne med A380 omkring 60 destinationer verden over. Air France har 11 destinationer med A380, Asiana Airlines fra Sydkorea seks, British Airways ti, China Southern Airlines tre, Emirates 46, Etihad Airways seks, Korean Air, også fra Sydkorea, syv, Lufthansa 12, Malaysia Airlines to, Qantas seks, Qatar Airways seks, Singapore Airlines 14 og Thai Airways har seks A380-destinationer, oplyser Airbus’ hjemmeside for A380: IflyA380.com

Hjemmesiden medtager ikke portugisiske HiFly, hvis enlige Airbus A380 kun flyver for andre flyselskaber.

Relaterede artikler:

Lufthansa fik første Airbus A380 i ny bemaling

Emirates håber at øge i København

Spies-gæster i godt humør – trods lang forsinkelse