Airbnb. (Foto: Raysonho | Wikipedia.org | Creative Commons CC0 1.0 - Universal Public Domain Dedication´)

Endnu et land strammer grebet om Airbnb

Fremover skal det være mindre lukrativt at foretage kortidsudlejning via Airbnb. Det er meningen med en ny lovgivning, som har til formål at hjælpe med at modvirke en igangværende boligkrise.

Senere i år bliver det en kende mere vanskeligt end hidtil for franskmænd at leje ud til turister på Airbnb. Det er resultatet af et nyt stykke lovgivning, som politikere fra flere partier i Frankrig for nyligt har vedtaget.

Håbet er, at man derigennem vil kunne dæmme op for den boligkrise, som visse dele af det europæiske land er ramt af, da lovgivningen blandt andet skal gøre det mindre økonomisk attraktivt at udleje via Airbnb og lignende platforme.

I tillæg hertil vil den nye lovgivning, der efter planen træder i kraft i løbet af efteråret, give borgmestre på tværs af Frankrig et nyt værktøj, som flere har efterspurgt til at håndtere boligmanglen i deres lokalområder.

Falder til 30 procent
Med vedtagelsen har de franske politikere fået lukket et ofte kritiseret smuthul i landets skattelovgivning som hidtil har betydet, at det har været meget lukrativt at foretage korttidsudlejninger af en bolig. Det skriver Euronews Travel.

De skattelettelser som franske borgere kan opnå ved at udleje møblerede indkvartering til turister reduceres fra de nuværende 71 procent til 31 procent, ligesom det bliver påkrævet, at alle denne type lejemål fremover skal udstyres med et registreringsnummer.

Det vil være en metode, som borgmestre og bystyrer kan bruge til at få et bedre overblik over lejemarkedet, og derudover ventes det at give lokalpolitikerne mere kontrol over udviklingen af boligmassen, når de eksempelvis kan sætte restriktioner på nybyggeri i visse områder.

Hilser stramning velkommen
Visse politikere på den franske højrefløj har forhold sig kritisk til den nye lovgivning, da de blandt andet mener, at nogle af tiltagene er blevet svækket som følge af det politiske arbejde, mens det fra dele af venstrefløjen lyder, at grebet burde strammes endnu mere.

Clément Eulry, der er landechef for Airbnb i Frankrig og Belgien, siger, at han overordnet set hilser den nye lovgivning velkommen. I storbyer i flere europæiske lande er reglerne for kortidsudlejninger blevet strammet. Det drejer sig blandt andet om Barcelona, Amsterdam, Berlin, Dublin og Lissabon.

I Europa-Parlamentet arbejdes der desuden med et forslag, der har til formål at sørge for, at de gældende regler for denne type udlejning på tværs af EU-medlemslandene bliver ens i fremtiden.


Relaterede artikler:

Skrappere krav til Airbnb giver boom for hoteller

New York skærper krav til Airbnb-udlejning

Portugal forbyder køb af boliger til Airbnb-udlejning