Stadig flere udlændinge køber dyre boliger i Portugal – for at udleje dem via Airbnb. Nu har man vedtaget flere stramninger. ”Vores byer skal ikke omdannes til Disneyland,” siger premierminister.
Boligmarkedet er presset i Portugal; derfor er der nu vedtaget en række skærpelser til at bremse antallet af boliger ejet af udlændinge som udlejes via Airbnb. Det skriver mediet Travel Pulse.
Baggrunden er blandt andet, at et stigende antal udlændinge opkøber dyre boliger i Portugal for at udleje dem via Airbnb. Det presser boligpriserne op og gør det sværere for portugisere med en almindelig indkomst at komme ind på boligmarkedet.
Som eksempel nævnes kvarteret Santa Maria Maior i hovedstaden Lissabon. Her er 60 procent af boligerne til korttidsudlejning, dette skal de nye stramninger være med til at begrænse.
På et pressemøde sagde Portugals premierminister, Antonio Costa: ”Vores storbyers store tiltrækningskraft skal ikke omdanne dem til et slags Disneyland. Ingen byer kan opretholde deres autentiske særpræg, hvis de ikke kan holde på sine indbyggere.”
Slut med gyldne visa
Som led i de portugisiske stramninger stopper Portugal sin praksis med de såkaldte gyldne visa. Disse har gjort det nemt for udlændinge at få opholdstilladelse i Portugal, hvis de har planer om investeringer i landet.
Turismeindtægterne er vigtige for Portugal, der skal balancere økonomisk vækst fra turisme med udfordringerne omkring blandt andet de stigende boligpriser. Bliver det sværere for udenlandske turister for eksempel at leje et overnatningssted gennem platforme for korttidsudlejning som Airbnb, kan det gøre det dyrere for turisterne, som dermed kan fravælge Portugal, skriver Travel Pulse.
I seneste normale rejseår før pandemien, 2019, var der over 200.000 danske ankomster til Portugal, viser tal fra Portugals nationale turistråd, Turismo de Portugal. Det blev til 571.000 danske overnatninger i landet, flest på Madeira med 226.000, fulgt af Lissabon-området med 121.700 og Faro-regionen i det sydlige Portugal med 102.200.
Den officielle portugisiske overnatningsstatistik registrerer kun overnatninger på hoteller af en bestemt størrelse og standard. Så tallet er reelt meget højere.
Relaterede artikler:
EU ser på pirathoteller og moms fra Airbnb-udlejere