De senere år har det både været sparsomt med snefald og besøgende på skisportsstedet Grand Puy, der har kostet store summer at holde kørende. En afstemning blev dødsstødet.
I de seneste godt 65 år har en skilift transporteret gæsterne til toppen af pisterne på skisportsstedet Grand Puy, der ligger ved landsbyen Seyne-les-Alpes i Frankrig, men nu er der slut. Der er hverken sne eller besøgende nok til, at det giver mening at fortsætte.
I de senere år er antallet af vintersportsentusiaster, der har slået vejen forbi i de kolde måneder, faldet drastisk, ligesom klimaforandringer har betydet, at snefaldet i området er blevet mere og mere sparsomt, og nu har borgerne besluttet, at man opgiver kampen og lukker skisportsstedet.
Snart er det slut
Grand Puy, der har over 24 kilometer pister, har været vidne til, at færre skiløbere er rejst til. I 2012/2013-sæsonen blev der registreret 17.000 såkaldte skier days, men i den seneste vinter var tallet faldet med 64,7 procent til 6.000.
Det dalende besøgstal har haft den konsekvens, at driften af Grand Puy har påført Seyne-les-Alpes et tab på hundredtusindvis af euro hvert år, og derfor valgte byrådet at spørge de 1.305 indbyggere, hvorvidt de mente, at man burde holde skisportsstedet åbent. 71 procent stemte for en lukning.
Afstemningsresultatet betyder, at skiliften på Grand Puy officielt bliver bragt til standsning den 1. november, hvorefter man skal i gang med at finde ud af hvilke andre aktiviteter, der i fremtiden skal træde i stedet for skiløbet.
I førte omgang skal der rejse nogle midler. Planen er, at det skal ske ved, at en del af de aktiver, som man har brugt på skisportsstedet såsom skilifte, snekanoner og andet udstyr skal sælges.
180 har drejet nøglen om
Ifølge borgmester Laurent Pascal og byrådet håber man, at salget vil indbringe omkring 600.000 euro (4,4 millioner kroner) som kan investeres i områdets turisme.
”Mit mål har aldrig været at lukke Grand Puy, men jeg ønsker ikke længere, at skisportsstedet skal koste kommunen 350.000 euro (2,6 millioner kroner) om året og være en stopklods for, at vi kan investere i resten af byen,” siger borgmesteren til Euronews Travel.
Det forlyder, at landsbyen tidligere har optaget et lån på to millioner euro (15 millioner kroner) for at kunne holde gang i skilifterne, men da man kunne se, at det ville blive skruen uden ende, forhørte byrådet sig ved en konsulentvirksomhed, der kiggede på fremtidsmulighederne og blandt andet foreslog en lukning.
Grand Puy er ikke det eneste skisportssted, der er lukket som følge af mindre sne og færre besøgende. Det gælder også for Le Grand Serre, hvis lukning betyder farvel til 200 arbejdspladser, ligesom La Sambuy også fjernede skiliftene sidste år, fordi sneen atter udeblev.
Pierre-Alexandre Metral, der er geograf, anslår, at flere end 180 franske skisportssteder er lukket siden 1970’erne.
Relaterede artikler:
Direktør for skirejsebureau: Der er altså sne i alperne