Skiferie i Østrig. Arkivpressefoto via Østrigs Turistbureau i Danmark for Kärnten Werbung: Franz Gerdl.

Snemangel truer Europas skiindustri

Den globale opvarmning kan i fremtiden betyde, at en meget stor del af Europas skiløjper kommer til at mangle sne. Det dystre billede bibeholdes også, når muligheden for kunstig sne tænkes ind.

I fremtiden kan der være en del længere mellem de gode skiløjper i Europa, når turister skal finde et sted at holde deres skiferie. Det mener en gruppe Franske klimaforskere, som har udgivet en forskningsartikel i det videnskabelige tidsskrift Nature Climate Change.

Forskerne har undersøgt mere end 2.000 europæiske skisportssteder og vurderet, hvordan de vil blive påvirket af en temperaturstigning på henholdsvis to og fire grader grundet den globale opvarmning, skriver det svenske medie, Dagens Industri.

Ifølge forskerne vil hele 27 procent af skisportsstederne i Europa være snefattige i fremtiden, hvis temperaturen stiger med to grader under forudsætning af, at der produceres kunstig sne. Medtænkes kunstig sne ikke, vil halvdelen af skisportsstederne være snefattige.

“Det er ingen overraskelse, at skiløb vil blive påvirket af den globale opvarmning, men det bliver meget konkret i denne undersøgelse,” siger Gustav Strandberg, forskningsleder og klimaforsker ved SMHI, Sveriges Meteorologiske og Hydrologiske Institut.

For varmt til kunstig sne
Som det ser ud i dag, produceres der allerede kunstig sne, som gør det muligt at forlænge skisæsonen. Men i fremtiden vil der være steder, hvor klimaet er for varmt til overhovedet at producere sneen, mener de franske forskere.

Derudover kræver produktionen af kunstig sne i sig selv meget energi, som udleder emissioner, der er med til at accelerere den globale opvarmning, peger forskerne på.

Ifølge SMHI vil det i fremtiden betyde, at turister får længere til den nærmeste skiløjpe, og i Sverige observerer SMHI allerede en afkortning af snesæsonen i Svealand og det sydlige Norrland.

De franske forskere peger på, at hvis den globale opvarmning i stedet fører til en middeltemperatur, der er 4 grader højere end i dag, vil det føre til, at 75 procent af alle Europas skisportssteder ikke kan opretholde den samme operation, som de driver i dag.

Som det ser ud lige nu, har kloden kurs mod temperaturstinger på 2,7 grader i år 2100 ifølge forskergruppen Climate Action Tracker.

 

Relaterede artikler:

Boom i danske skirejsebookinger til Sverige og Norge

Hver anden dansker på skiferie uden for højsæsonen

Store forskelle i kørselsomkostninger til skirejsemål