Endnu et stort krydstogtskib forsvinder fra Caribien og Europa næste sommer, når RCCL sætter Mariner of The Seas med 3.200 passagerer og fyldt med udstyr bl. a. kunstfrossen skøjtebane til Kina. Det bliver nr. to skib af den størrelse, idet det første i serien, Voyager of The Seas, allerede er i Fjerne Østen.
Der har ellers været en tendens til at flytte de helt store skibe fra Caribien til Middelhavet om sommeren, men det har ikke kunnet matche efterspørgslen i det hastigt voksende kinesiske marked.
”Vi ser uanede muligheder i Kina og i Fjerne Østen i det hele taget. Både for landets egne indbyggere, som vi har om bord i større og større tal, samt hos amerikanske og europæiske kunder, som har lyst til at se denne del af verden til søs,” siger adm. direktør for Royal Caribbean Adam Goldstein.
Han tilføjer, at forsøget med at sende Voyager of The Seas til Kina har været så succesfuldt, at man ikke tøver med at sende nr. to af rederiets helt store skibe af sted. Programmet vil omfatte ture fra Kina til Japan og Korea.
Om vinteren sender RCCL skibene videre til sommeren i Australien.

STANDBY.DK Nyt om rejser

