Ansatte fra Falck. (Foto: Falck | PR)

Er parat til at hente 500 skadede danske skiturister

Falck har rustet sig til skisæsonen ved at reservere flykapacitet, da erfaringen fra tidligere peger på, at hundredvis af danske rejsende vil komme til skade, når vintersko erstattes af skistøvler.

Mens de fleste danskere formentligt føler, at de har heldet med sig, hvis de kolde måneder byder på en skiferie i Alperne, sker det hvert år for en del af vintersportsentusiasterne, at heldet slipper op undervejs på rejsen.

Det er derfor også kutyme, at Falck forbereder sig på at skulle bistå de skiturister, der ender med at komme til skade i Østrig, Italien, Frankrig og Schweiz. Det danske selskab regner med, at det det vil dreje sig om godt 500 personer i løbet af vinteren.

Derfor har Falck på forhånd reserveret 28 flyvninger, som kan benyttes til at transportere uheldige danskere hjem, når de kommer til skade. Sidste år var knap halvdelen af de tilskadekomne med en af disse flyvninger, mens de resterende fløj hjem med rutefly.

Kommunikationsafdelingen hos Falck oplyser til Standby.dk, at et dansk flyselskab vil stå for i hvert fald en del af transporten.

“North Flying er vores leverandør på de 28 planlagte flyvninger. De benytter sig af et propelfly af typen Fairchild Metroliners, som de har flere af til disse transporter. Derudover benytter vi os også af andre både danske og udenlandske leverandører til de hjemtransporter, der ikke passer med de planlagte fly.”

Særligt i og omkring vinterferien
Falck ved fra tidligere år, at de fleste af afgangene formentlig vil finde sted i lufthavne i Innsbruck og Salzburg, men det er ligeledes muligt flyve fra Grenoble eller München, hvis der er flere danskere, som er kommet til skade her, oplyses det.

Der ventes særligt at være travlt fra uge seks til og med uge otte, da mange vælger at tage på skiferie i eller omkring skolernes vinterferie. Omkring 70 procent af skiskaderne opstår på knæene og underbenene, mens 30 procent sker på arme, skuldre og ribben.

Ifølge Sonja Karaoglan, der er direktør for Global Assistance i Falck, starter behandlingen som regel i det givne ferieland, men herefter fokuserer man på at få de skadede personer tilbage til Danmark.

”Vi sørger for, at de får lokal lægefaglig hjælp, og så handler det om at få dem bedst muligt hjem til det danske sundhedsvæsen, hvor man kan modtage videre behandling, som for eksempel operation, ambulante kontroller og genoptræning.”

Loven kræver det
Hos LB Forsikring har man også bidt mærke i, at sneen er begyndt at dale sydpå. Derfor har selskabet undersøgt et relativt nyt lovkrav hos det såkaldte medlemspanel. 1157 medlemmer, der alle er over 18 år, har valgt at give deres besyv med.

Disse deltagere blev spurgt, om de bekendt med, at det siden januar 2022 har været lovpligtigt at have en ansvarsforsikring som skiløber i Italien. 95 procent af de adspurgte svarede, at det var de ikke.

På den baggrund forsøger forsikringsselskabet nu at gøre opmærksom på lovkravet, forklarer skadechef Trine Bechmann Henningsen fra LB Forsikring.

”Vores undersøgelse viser, at det er vigtigt, at vi kommunikerer om reglerne og sikrer, at skiglade danskere er opmærksomme på, at de skal have en ansvarsforsikring, hvis de vil på ski i Italien. Det er jo så godt som alle, der ikke kender til kravet.”


Relaterede artikler:

Endnu et skisportssted i alperne lukker

Snälltåget får igen skitog via Danmark til Østrig

Dansk selskab flyver uheldige skiturister hjem