Svenske Snälltåget, der i Danmark samarbejder med Skinetworks fra Travelheart Family, får den kommende skisæson igen ugentligt tog fra Sverige med tre stop i Danmark til de østrigske alper.
I sæsonen 2024/25 kører svenske Snälltåget en gang om ugen i hver retning – Sverige-Danmark-Tyskland-Østrig – fra 20. december til 22. marts næste år. Det skriver Snälltåget i en pressemeddelelse.
I Danmark er der stop på København Syd (den tidligere Ny Ellebjerg-station i Valby), Odense og Kolding, hvorfra toget fortsætter mod Hamborg og videre i retning mod østrigske Salzburg.
I Danmark samarbejder Snälltåget med Snow-divisionen i Travelheart Family, der tæller skirejsebureauerne Nortlander, Slopetrotter og Danski. De er samlet under paraplyen Skinetworks, der også sælger skirejser på det svenske marked.
Marco Andersson, kommerciel chef for Snälltåget, oplyser i pressemeddelelsen, at Snälltåget kører nattog fra Malmø via København Syd, Odense, Kolding og Hamborg. Toget er fremme næste morgen/formiddag i Salzburg og fortsætter derfra videre til Bischofshofen, St Johann im Pongau, Zell am See, St Johann in Tirol, Kitzbühel, Kirchberg, Jenbach og Innsbruck.
Der køres fra Sverige på fredage og retur fra Østrig på lørdage med returnering til Danmark og Sverige på søndage.
Mere tidskrævende, men mere miljøvenligt
Fra de østrigske togstationer har Snälltåget i samarbejde med Skinetworks transferløsninger med for eksempel bus.
Fra St Johann im Pongau er der videre transport til Bad Gastein, Obertauern, Schladming og Wagrain; fra Zell am See er der transfer til Saalbach; fra Jenbach kan man komme videre til Zell am Ziller og Mayrhofen (en nyhed til den kommende skisæson), mens der fra Innsbruck er transfer til Ischgl, Obergurgl, St Anton am Arlberg og Sölden.
Og at køre med tog er, om end mere tidskrævende, også mere miljøvenligt end at flyve. Snälltåget påpeger som eksempel en retur-togrejse fra Malmø til Innsbruck. Ifølge Snälltåget betyder det udslip af 1,2 kilo kuldioxid per person.
Modsvarende, oplyser Snälltåget, betyder en flyvning med SAS i en Airbus NEO 320 fra Københavns Lufthavn til Innsbruck et kuldioxidudslip på 267 kilo per person, mens der forurenes med 128 kilo, hvis fire personer kører i en benzindreven Volvo V60 (hvorfra og til oplyses ikke fra Snälltåget, men det kan antages at dreje sig om Malmø/København til Innsbruck)
Relaterede artikler:
Ny togrute mellem Stockholm og København