Det globale erhvervsrejsebureau CWT har kigget i krystalkuglen. Næste år bliver der på verdensplan gennemsnitlige prisstigninger for flybilletter, hoteller og biludlejning på op til ti procent.
Prisen på flybilletter forventes næste år i snit at stige 8,4 procent, for hoteller øges den gennemsnitlige udgift 8,2 procent og med 6,8 procent for billeje i forbindelse med forretningsrejser, vurderer CWT.
Dermed fortsætter prisen for forretningsrejser med at stige, skriver CWT i sin 2023 Global Business Travel Forecast, der udgives i samarbejde med Global Business Travel Association (GBTA).
Forklaringen på de stigende priser skyldes ifølge analysen mangel på arbejdskraft i rejsebranchen, stigende inflation og øgede priser.
Tallene på prisstigningerne kommer ifølge CWT og GBTA ved at analysere offentlig tilgængelige informationer fra rejsebranchen samt beregninger af prisudviklingen fra analyseinstituttet Avrio Institute.
Patrick Andersen, CWT’s koncernchef siger i en kommentar til undersøgelsen: ”Efterspørgslen på forretningsrejser og møder er tilbage efter coronakrisen, det er der absolut ingen tvivl om. Men mangel på arbejdskraft i rejse- og hospitality-branchen, stigende priser på råvarer kombineret med øget fokus på at rejse miljømæssigt ansvarligt påvirker priserne på også forretningsrejser.”
Flere faktorer spiller sammen
I pressemeddelelsen siger Suzanne Neufang, direktør for Global Business Travel Association: ”Dette er ottende gang med analysen fra CWT og GBTA. Vi ser denne gang, at flere faktorer spiller sammen og påvirker prisudviklingen. Det er også meldingen fra virksomhedernes travel managers, når de kigger på blandt andet næste års rejsebudgetter.”
Navnlig tre områder påvirker prisudviklingen på også forretningsrejser, hedder det i analysen fra CWT og GBTA.
Det er den russiske invasion af Ukraine og andre geopolitiske usikkerhedsområder, stigende inflation og risikoen for et nyt udbrud af corona, der kan betyde genindførsel af rejserestriktioner, påpeges det.
Meget blev udskudt under coronakrisen
På møde- og konferenceområdet forudser analysen prisstigninger 25 procent over niveauet i 2019, året før coronakrisen. Mange planlagte events gennemføres i denne tid, herunder næste år, også fordi de ikke kunne holdes under de to år med coronakrisen.
Og når der kigges på priser på flytransport, så faldt disse 12 procent i 2020 og 26 procent sidste år sammenlignet med 2019. Men med efterspørgslen tilbage, og færre udbudte sæder blandt andet på grund af mandskabsmangel hos flyselskaberne og højere priser på flybrændstof, får det priserne til at stige.
Samme mønster tegner sig for hoteller, der havde svag efterspørgsel i de to coronaår, men nu, hvor efterspørgslen igen stiger, hæver priserne.
Og priserne hos biludlejningsfirmaerne stiger, fordi de har færre biler til rådighed end før krisen – og mangel på nye biler som følge af mangel på blandt andet mikrochips og andre nødvendige dippedutter.
Hele den omfattende rapport på 35 sider fra CWT og GBTA kan ses via dette link.
Relaterede artikler:
Stort rejsebureau forudser længere genopretning