Erhvervsrejsebureauers neutralitet til debat

Fra venstre ordstyrer Emil Thorup fra Danmarks Radio, Lars Adler Pedersen fra Arp-Hansen, Lars Engmose, travel manager i Haldor Topsøe, Stig Thorup Jensen fra Amadeus, Nets’ travel manager Line Olufson Bruun, Frank Nordbjerg Olesen, salgschef hos Norwegian, Anders Lau Nielsen fra BCD Travel, landechef Torben Nygaard fra Travellink og Casper Puggaard fra Scandic. Foto: Preben Pathuel.

Fra venstre ordstyrer Emil Thorup fra Danmarks Radio, Lars Adler Pedersen fra Arp-Hansen, Lars Engmose, travel manager i Haldor Topsøe, Stig Thorup Jensen fra Amadeus, Nets’ travel manager Line Olufson Bruun, Frank Nordbjerg Olesen, salgschef hos Norwegian, Anders Lau Nielsen fra BCD Travel, landechef Torben Nygaard fra Travellink og Casper Puggaard fra Scandic. Foto: Preben Pathuel.

ERHVERVSREJSEBUREAUER: ”Det er naivt at kalde erhvervsrejsebureauer neutrale,” lød det ved paneldebat på Danish Business Travel Associations årsmøde med flyselskaber, hoteller, IT-leverandører og travel managers. DBTA’s travel managers køber årligt rejser for ca. 10,5 milliarder kr.

Hvor neutrale er erhvervsrejsebureauerne når de også får penge fra leverandører for at promovere deres produkter? ”Vi er neutrale, vores firmakunder skal bare sige, hvilke retningslinjer, vi skal følge for firmaets ansatte”, lød svaret i en paneldebat ved DBTA’s årsmøde på First Hotel Copenhagen i Københavns Sydhavn.

Panelet bestod af to travel managers, Line Olufson Bruun fra Nets Holding og Lars Engmose fra Haldor Topsøe, samt landechef i Danmark for Amadeus, Stig Thorup Jensen, Anders Lau Nielsen, erhvervsrejsebureauet BCD Travels chef for kunderelationer, Travellinks landechef, Torben Nygaard, Frank Nordbjerg Olesen, salgschef hos Norwegian, Lars Adler Pedersen salgschef i Arp-Hansen Hotel Group samt Casper Puggaard, Scandics salgs- og marketingdirektør – debatten blev styret af dagens konferencier, højhårede Emil Thorup fra Danmarks Radio.

Lars Adler Pedersen sagde bl.a.: ”Erhvervsrejsebureauerne er ikke neutrale og i denne tid tordner online rejsebureauerne frem.”

Han fik svar fra BCD’s Anders Lau: ”Erhvervsrejsebureauerne følger ønskerne fra firmakunder. Vi skal finde nye indtægtskilder, uddanne personale, udvikle nye IT-systemer og øge fokus på automatisering.”

Line Olufson Bruun sagde: ”Travel managers skal holde fast – for deres firma ved jo ikke, hvor medarbejderen er, hvis de ansatte selv booker deres rejse.”

Norwegian er godt nok næststørste flyselskab i Danmark, men bruges kun af få store firmaer. Norwegians Frank Nordbjerg Olesen sagde, at 85 pct. af passagererne er ferierejsende og at flyselskabet primært kun har kunder blandt mindre virksomheder, der selv booker deres rejser.

”Men leverandørerne i rejsebranchen overbyder hinanden, derfor er erhvervsrejsebureauer ikke neutrale,” sagde han og kommenterede også de mange problemer, Norwegian har haft med sine langruter, hvorfor de sjældent bruges af erhvervsrejsende. ”Passagererne på vores langruter udgør kun 1½ pct. af vores rejsende; medierne skriver meget om vores problemer på denne konto, hvilket får problemet til at virke større.”

Scandics Casper Puggaard sagde, at hotelkæden undrer sig over erhvervsrejsebureauernes dobbeltbetaling: ”Vi skal betale til et erhvervsrejsebureau for at komme og fortælle om vores produkter, så deres medarbejdere er klædt bedre på. Hvorfor skal vi betale, når firmakunderne i forvejen betaler erhvervsrejsebureauer for dets ydelser?” spurgte han.

Han fik svar fra BCD’s Anders Lau Nielsen: ”Har du ikke glæde af, at vi er klædt på til at servicere dine kunder? Vores medarbejdere er jo ikke i produktion når de bliver undervist,” sagde Anders Lau som tilføjede, at han i fremtiden forudser, at erhvervsrejsebureauer vil sælge IT-løsninger og data fra sine platforme.

Travellinks landechef, Torben Nygaard, indskød, at et online rejsebureau som Travellink, der blev grundlagt af SAS, ”bruger mange penge på IT-systemer, så vi bl.a. kan finde priser som ikke oplyses af de store GDS-selskaber. Vi konkurrerer med flyselskaberne om at tiltrække kunder til vores hjemmeside.”

Casper Puggaard fra Scandic sagde, at ”hotelbranchen skal gøre mere ud af sine IT-systemer. Branchen er på dette område 10 år bagud i forhold til flyselskaberne.

Amadeus’ Stig Thorup Jensen pointerede, at ”IT er nøglen til at rejsebureauer kan levere sine produkter.”

I denne uge kommer seneste udgave af Stand By, hvor der bl.a. er stort fokus på netop Travel Teknologi.

Travel manager i Haldor Topsøe, Lars Engmose, havde bl.a. denne kommentar: ”Ofte er de rejsende meget ”klogere” end travel managers. Vi skal forklare, hvor komplekst dette område er og at vi skaber værdi for vores rejsende.”

Til kritikpunkt om, at erhvervsrejsebureauer ikke må kontakte et firmas rejsende, sagde Lars Engmose bl.a.: ”De rejsende kan være letpåvirkelige og acceptere tilbud, som et erhvervsrejsebureau ønsker at give fra en af sine leverandører.”

Danish Business Travel Association har ca. 120 medlemmer, ca. 40 travel managers, mens de øvrige er leverandører til rejsebranchen – f.eks. flyselskaber, hoteller, biludlejning, travel tech-firmaer osv. DBTA’s travel managers køber årligt rejseydelse for ca. 10,5 milliarder kr.