Når de danske rejsevejledninger opdateres torsdag, bliver Grækenland formentlig orange, mens Norge fortsat er gul, men med karantænekrav.
Torsdag eftermiddag opdateres de danske rejsevejledninger, og så vil Norge formentlig være nærmest eneste gule land, men der er krav om ti dages karantæne. Danskerne må for eksempel ikke gå rundt i Oslo, men gerne være i en norsk fjeldhytte.
Også Finland og Estland er stadig under den danske grænse for 30 smittede pr. 100.000 indbyggere pr. uge målt som et gennemsnit over 14 dage. Men både Finland og Estland er i forvejen orange i de danske rejsevejledninger, da de også har karantænekrav.
Der var ved sidste uges opdatering fem gule regioner i Sverige (Gävleborg, Kalmar, Värmland, Västerbotten og Västernorrland) samt åbent til den nordligste tyske delstat, Slesvig Holsten, der grænser op til Danmark
Smittetallene er de seneste uger steget så meget for hidtil gule Grækenland, at landet torsdag må forventes at blive orange: alle ikke-nødvendige turistrejser frarådes. Erhvervsrejser er ikke omfattet af rejsevejledningerne.
Næsten dobbelt så høje smittetal i Grækenland
Hver torsdag eftermiddag opdaterer Udenrigsministeriet sine rejsevejledningerne for lande inden for EU/Schengen og Storbritannien (England, Nordirland, Skotland og Wales) på baggrund af de seneste smittetal fra Statens Serum Institut.
SSI får blandt andet sine data fra EU-agenturet ECDC, European Centre for Disease Prevention and Control.
Tallene fra ECDC viser i dag, onsdag, at smittetallene de seneste to uger for Grækenland er steget til 90,4 fra 55,3 i sidste uge. Så divideret med to, er landet nu over den danske grænse på 30.
De danske tal er ifølge ECDC steget til 156. Det gør heller ikke danske turister særlig attraktive i mange lande.
Relaterede artikler:
Grønt lys til Kanarieøerne fra Storbritannien og Tyskland