Konkurrenter klager over DSB

Arriva og svenske SJ vil ikke uden videre acceptere, at det var DSB, som løb med den eftertragtede kontrakt på Kystbanen og Øresundstogene. De to konkurrenter har valgt at klage over afgørelsen til både det danske Klagenævnet for Udbud og lensretten i Skåne.
I en pressemeddelelse skriver SJ, at konkurrence skal foregå på lige vilkår, men da DSB er anmeldt til EU-Kommissionen for at modtage ulovlige statstilskud, så klager det svenske jernbaneselskab over, at DSB fik lov til at deltage i udbuddet.
Arriva, har også indsendt en klage inden for fristen på ti dage for at få belyst nogle ”uklarheder” i såvel proces som afgørelse.
Ifølge afgørelsen, der faldt 27. juni, skal DSB First, stå for togdriften fra 2009 til 2017. En aftale til 650 mio. DKK årligt.
Den endelige kontrakt, der skulle være underskrevet i denne uge, ligger dog fortsat uden blæk på papiret, fordi klageinstanserne først skal tage stilling til protesterne, inden den endelige aftale kan falde på plads.
Det skyldes, at klagerne i yderste konsekvens kan betyde, at afgørelsen kan blive omstødt.
Trafikstyrelsen og Transportministeriet afventer nu Klagenævnets afgørelse.
(Berlingske Tidende og Morgenavisen Jyllands-Posten)

Skrevet af