I det seneste kvartal rundede Havila Kystruten en vigtig milepæl, da resultatet af primær drift for første gang gav overskud. Kvartalsresultatet endte dog fortsat med at være i minus.
De tre forgangne måneder skriver sig formentlig for en tid ind historiebøgerne hos det norske krydstogtrederi Havila Kystruten, der konkurrerer med Hurtigruten om passagererne på strækningen mellem Kirkenes og Bergen.
I perioden fra april til og med juni har rederiet nemlig haft anledning til at finde det sorte blæk frem, da resultatet af den primære drift skulle trykkes i regnskabet. Det er første gang, siden Havila Kystruten blev stiftet henimod slutningen af 2017, at det sker.
Minus på lige knap 100 millioner
I andet kvartal omsatte rederiet for 369 millioner norske kroner (236 millioner danske kroner). Det svarer til en stigning på 114,5 procent i forhold til samme kvartal sidste år, da omsætningen på daværende tidspunkt beløb sig til 172 millioner norske kroner (110 millioner danske kroner).
Resultatet af primær drift blev et overskud på 58,3 millioner norske kroner (37,3 millioner danske kroner). Det er en væsentlig forbedring i forhold til de samme tre måneder i 2023, da Havila Kystruten her fik et minus på 15,3 millioner norske kroner (9,7 millioner danske kroner).
Efter en række udgifter var betalt endte kvartalet dog alligevel med at være tabsgivende. Før skat kunne det norske rederi rapportere om et underskud på 99,5 millioner norske kroner (63,6 millioner danske kroner).
Det er 12,1 procent mindre end for et år siden. Her var man i minus med 113,2 millioner norske kroner, hvilket er 72,4 millioner danske kroner.
Regner med bedre priser næste år
Fremtidsudsigterne for rederiet er gode. Det vurderer Bent Martini, der er administrerende direktør for Havila Kystruten, i hvert fald. Han mener, at selskabet nu er positioneret til at få omsætningen til at vokse. Det skal blandt andet ske ved at sælge billetter til højere priser.
“Det er absolut positivt, at vi har noteret en stigning i både vores indtægter og belægningen. Det vidner om, at vi har et produkt, der bliver mere og mere velanset, og at vi har kunnet levere en god oplevelse til dem, der har valgt at rejse med os.”
“Det bestyrker os desuden i, at vores salg og belægning vil blive øget til næste år. Særligt fordi de priser, som vi har opkrævet i år, har været påvirket af billetsalg fra tidligere år og ombookinger til samme pris på grund af aflysninger som følge af den forsinkede levering af vores seneste to skibe.”
Relaterede artikler:
48.325 kroner for otte dage langs den norske kyst