Det norske færgerederi Fjord Line får fra februar en ekstra aftenafgang på Hirtshals-Kristiansand – samt en norsk indenrigsrute med natsejlads mellem Kristiansand-Stavanger og videre til Bergen
Med den ekstra sejlads mellem Hirtshals-Kristiansand kan Fjord Line fra næste måned tilbyde en efterspurgt helårs aften-afgang mellem Hirtshals og Kristiansand, den korteste strækning mellem Danmark og Norge.
Fjord Line skriver i en pressemeddelelse, at cruisefærgerne MS Stavangerfjord og MS Bergensfjord vil deles om at sejle den ekstra aften-afgang mellem Hirtshals og Kristiansand.
Fra norske Kristiansand vil skibene sejle videre til Stavanger på den nye indenrigs nat-rute mellem Kristiansand og Stavanger – og derfra videre til Bergen, oplyses det.
I dag sejler Fjord Line direkte fra Hirtshals til Stavanger-Bergen. Nu skal skibene i stedet sejle Hirtshals-Kristiansand-Stavanger-Bergen med den nye aften-afgang mellem Hirtshals og Kristiansand og den nye natsejlads mellem Kristiansand og Stavanger. Sydgående sejles der som tidligere; Bergen-Stavanger-Hirtshals.
Periodevis
I pressemeddelelsen siger danske Brian Thorsted Hansen, Fjord Lines’ koncernchef: ”Vi er glade for at kunne styrke Fjord Lines kundetilbud for både passagerer og fragtkunder med de nye afgange, som også vil give mulighed for at flytte endnu mere tung godstrafik fra land til vand.”
De nye afgange sejles fra 1. februar til 7. maj, og igen fra 2. september til 30. december. I den mellemliggende periode – mellem maj og september – sejler Fjord Line fortsat tre-fire gange dagligt mellem Hirtshals og Kristiansand med HSC Fjord FSTR, MS Stavangerfjord eller MS Bergensfjord.
”De nye afgange medfører nye muligheder for vores gæster. Den nye aften-afgang fra Hirtshals til Kristiansand giver vores norske, danske og udenlandske gæster endnu en daglig rejsemulighed mellem Norge og Danmark og ned til Europa,” siger Brian Thorsted Hansen og tilføjer:
”Den ekstra aften-afgang giver også vores gæster muligheden for at rejse på dagsturer mellem Kristiansand og Hirtshals, hvilket passagererne har efterspurgt.”
Relaterede artikler:
DFDS forventer ny vækst på største passagerrute