DSB Me-lokomotiv med dobbeltdækker regionaltog. Foto: René Strandbygaard

Færre tog på Sjælland

Der kører færre tog på Sjælland fra i dag, mandag, og det kan især mærkes i den regionale togtrafik.

DSB besluttede fredag aften at tage sine 33 ME-lokomotiver ud af passagerdrift og sende dem til kontroleftersyn. Der var konstateret begyndende revnedannelser på to aksler fra ME-lokomotiver.

Der har siden været arbejdet med eftersyn på alle ME-lokomotiver for at få overblik over omfanget, og få lagt en plan for at få togene i drift igen. Det står klart, at arbejdet vil trække ud

ME-lokomotiverne trækker DSB’s dobbeltdækkervogne og kører særligt på strækningerne fra Holbæk, Kalundborg, Nykøbing F og til København.

”Vi planlægger med alle de lokomotiver og togsæt, vi har til rådighed og supplerer med togbusser for at få kunderne frem til skole og arbejde. Men kunderne vil opleve færre togafgange, kortere togsæt og mindre plads især på Sjælland i den kommende tid”, siger informationschef Tony Bispeskov.

Myldretidstog
Ændringerne betyder blandt andet, at der kører et tog i timen fra Kalundborg og Holbæk til København. Fra Holbæk bliver der suppleret med myldretidstog i morgentimerne. På strækningen fra Nykøbing F til København er der to tog i timen.

”Vi kan desværre ikke sige præcist, hvor længe vi har reduceret drift. Foreløbig planlægger vi med, at alle 33 ME-lokomotiver er ude af drift i den kommende uge. Vi arbejder på at kunne fase ME-lokomotiverne ind løbende i takt med, at de meldes klar,” siger Tony Bispeskov, der opfordrer kunderne til at holde sig opdateret på Rejseplanen eller www.dsb.dk.

Rejseplanen vil være opdateret med aktuelle ændringer i køreplanen et døgn før det planlagte afgangstidspunkt.

Relaterede artikler:

DSB øger overskuddet

Milliontyveri fra DSBs billetautomater

DSB sælger central bygning i København