Fagforeninger vil genskabe SAS

sas-B737-lufthavn-flyFLYSELSKABER: Det skal være slut med spareplaner – i stedet skal SAS vokse i Københavns Lufthavn ved bl.a. at få flere langruter, mener SAS’ fagforeninger – anført af pilotforeningen. De føler dog ikke, at SAS støtter deres vækstplan.

De mange tusinde SAS-ansatte i Københavns Lufthavn vil vende nedgangstider til ny fremdrift for lufthavnens største flyselskab, der er økonomisk trængt.

De 900 bagagearbejdere i SAS Ground Handling – organiseret i Ekspeditions Arbejdernes Klub – har de seneste måneder arbejdet med tillidsvalgte for SAS’ piloter, kabineansatte, SAS Cargo (Spirit Air Cargo Handling) og HK’ere om plan for at genrejse SAS.

Planen skal sikre job i Københavns Lufthavn til fordel for ansatte og SAS’ ejere og dermed sikre værdier for København, regionen og hele Danmark, skriver SGH-klubbens hjemmeside. Dermed prikkes der atter til ”landskampen” mellem SAS-ansatte i de skandinaviske lande.

”Vi håber ledelse og ejere griber denne chance for at ekspandere sig ud af kriser, så vi en gang for alle kan afslutte 18 års tilbagevende spareplaner. I første omgang har vores plan fået en noget kølig modtagelse, men vi giver ikke op så let,” står der på hjemmesiden, hvor der tilføjes: ”I øjeblikket arbejder vi med de andre initiativtager om konference med politikere, ejere og ledelsen af SAS.”

Fagforeningen, der senest torsdag aften i sidste uge gjorde sig bemærket med en tre timers vild strejke, henviser også til artikel fra deres fagforening, 3F’s, fagblad. Her står bl.a. ”piloter, bagageportører og andre SAS-ansatte er gået sammen om stor plan, som skal sikre flere job i Københavns Lufthavn.” Videre hedder det: ”Drop tåbelige regler om, at SAS skal betale norske piloter for at flyve til København, før de sætter sig bag styrepinden i flyet til New York”.

”I kølvandet på den barske spareplan i 2012 har piloter, mekanikere, stewardesser og bagageportører lanceret plan for, hvordan SAS kan vokse sig ud af krisen i stedet for kun at skære ned,” hedder det.

Løsningen er, ifølge planen som navnlig Dansk Pilotforening menes at være ophav til: ”Det handler om at gøre København til longhaul hub: den bedste lufthavn for langdistancefly, der bl.a. kan konkurrere med den kommende storlufthavn i Berlin.”

Lars Bjørking, formand for Dansk Pilotforening, siger i artiklen: ”Vi vil lave et bedre produkt og ikke kun gøre tingene billigst muligt. Desværre ser det ud som om, at SAS sylter vores plan.”

Men det afviser Trine Kromann-Mikkelsen, pressechef hos SAS Danmark. ”SAS har haft fin dialog med medarbejderne om planen. Vi vil gerne udvikle de lange ruter fra København, men det er ikke en del af vores officielle strategi. Når vi udvikler SAS’ strategi, har vi kunder i hele Skandinavien, at tage hensyn til,” siger hun.