Falck Global Assistance skal fremover hjælpe kunder med rejseforsikring hos nordiske If Forsikring. PR-foto fra Falck.

Falck i global rejseforsikringsaftale med If Forsikring

Med aftalen vil Falck Global Assistance håndtere medicinsk og rejseassistance til privatkunder med rejseforsikring hos If, og erhvervskunder med udstationeringsforsikringer til deres ansatte.

Nordens største aktør indenfor rejseassistance, Falck Global Assistance, har netop indgået nyt samarbejde med et af Nordens største forsikringsselskaber, If Forsikring.

Via det nye samarbejde kan Ifs kunder i Danmark, Sverige, Norge og Finland føle sig trygge med visheden om, at Falck Global Assistance hjælper med medicinsk assistance og rejseassistance i hele verden, skriver Falck i en pressemeddelelse.

Med kernekompetencer indenfor medicinsk assistance og rejseassistance, hjælper Falck Global Assistance både rejseforsikringsselskaber og virksomheder med ferierejsende, forretningsrejsende og udstationerede medarbejdere.

For privatkunder kan det være lægehjælp og hjemtransport, hvis uheldet er ude på for eksempel skiferien, mens det for udstationerede medarbejdere og deres familier, kan omhandle hjælp til lægeundersøgelser eller akut sygdom. Alle ydelser håndteres på døgnbemandede alarmcentraler rundt omkring i verden, oplyser Falck.

Et godt match
”Vi er stolte af den tillid, If har vist os, og med begges stærke position på det nordiske marked, er vi et godt match,” siger Sonja Karaoglan, direktør for Falck Global Assistance, i pressemeddelelsen.

Med aftalen vil Falck Global Assistance håndtere medicinsk assistance og rejseassistance til private kunder, der har en rejseforsikring igennem If, og til Ifs erhvervskunder med rejseforsikringer og/eller udstationeringsforsikringer til deres medarbejdere, der bor eller arbejder i udlandet.

If er ifølge egne oplysninger et af Nordens største forsikringsselskaber, hver fjerde husstand i Norden er forsikret i If. If, der har over 7.900 medarbejdere, er ejet af den nordiske forsikringskoncern Sampo.

Falck Global Assistance beskæftiger over 400 medarbejdere, og leverer 24/7 medicinske, akut-, rejse- og sikkerhedsrisikostyringsløsninger til forsikringsselskaber, globale virksomheder og offentlige myndigheder. Falck Global Assistances tjenester omfatter verdensomspændende lægehjælp, evakueringer, hjemsendelser, kriserådgivning og sikkerhedstjenester.

Hele Falck-koncernen har aktiviteter i 26 lande og omkring 25.000 medarbejdere.

 

Relaterede artikler:

1.000 danske skiturister fik hjælp af alarmcentral

Borgerservice har ønske til vennerne i rejsebranchen

Eksplosion i salg af rejseforsikringer til backpackere