FBI bruger Sabre som overvågningsværktøj

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, har flere gange brugt data fra Sabre til at spore kriminelle. Nu spekuleres der i, om GDS-data også kan bruges til at spore COVID-19-smittedes rejsemønstre.

Sabre, Amadeus og Travelport. Langt de fleste i rejsebranchen kender naturligvis navnene på de tre største, globale GDS-aktører. Hvad de færreste nok ved, er at det amerikanske forbundspoliti, FBI, ved flere lejligheder har brugt data fra Sabre – og en enkelt gang også fra Travelport – til at spore kriminelles færden.

Det er det amerikanske medie, Forbes, der i en artikel kan afsløre, at FBI benyttede data fra Sabre til efterfølgende at kortlægge den færden, som terroristerne bag 9/11 udviste. Nu viser det sig, at FBI har brugt data fra Sabre i realtid til i slutningen af 2019 at spore og pågribe en indisk flygtning ved navn Deepanshu Kher.

Hacking og hvidvask
Kher var mistænkt for it-kriminalitet og blev pågrebet i januar i år. Han har dog siden erklæret sig uskyldig i de rejste anklager, der blandt andet omfatter hacking mod et unavngivet firma fra San Diego.

Ligeledes er Sabre- og Travelport-data også blev brugt til at spore russeren Aleksei Yurievich Burkov, der var under mistanke for at stå bag Coldplanet, en online handelsplads for køb og salg af stjålne kreditkortinformationer. Burkov blev i januar i år dømt for blandt andet identitetstyveri, svindel og hvidvaskning.

Enorme databaser
Grunden til, at Sabre, Travelport og Amadeus er interessante for FBI, skyldes de enorme databaser, som de globale GDS-distributionssystemer har opbygget gennem årene. Sabre, eller ”Semi-Automated Business Research Environment” – er etableret helt tilbage i 1964 af American Airlines og er i dag et selvstændigt, børsnoteret selskab og verdens førende GDS-udbyder med flere end 50.000 rejsebureauer verden over som kunder.

Mens Forbes spekulerer i, om brugen af Sabre-data i forbindelse med de nævnte kriminalsager er i strid med amerikansk lovgivning, så er der dukket en endnu en alternativ anvendelse GDS-data op. Nemlig om data kan bruges til at kortlægge – og måske potentielt forhindre – spredning af COVID-19.

Kortlægge rejsemønstre
Fordi Sabre og de andre GDS-databaser indeholder uanede mængder af information om blandt andet rejseplaner, reservationer og forbindelsesfly, vil man kunne bruge data til at kortlægge rejsemønstre. Man vil for eksempel kunne se, hvem og hvor mange, der er rejst ind i et givent land, og om de er rejst direkte eller via en anden destination.

Udfordringen er naturligvis, at hvis det viser sig, at FBI’s brug af Sabre har været ulovlig i forbindelse med de nævnte kriminalsager, vil det efter al sandsynlighed heller ikke være lovligt at benytte GDS-data til at kortlægge potentiel spredning af COVID-19.

 

Relaterede artikler:

Hotelgigant får kæmpe bøde efter hackerangreb

EU-Kommissionen vil undersøge Amadeus og Sabre

Sabre rykker op i øverste NDC-liga