Endnu en rejsebureauåbning i Danmark





Det store erhvervsrejsebureau Carlson Wagonlit Travel genåbner fra næste måned sit kontor i Aalborg Lufthavn – i første omgang med fire medarbejdere.

CWT, der indtil 2004 havde kontor i Aalborg Lufthavn, har i dag 225 medarbejdere i Danmark.



”I de senere år har der været en tendens til, at de store erhvervsrejsebureauer har centraliseret deres aktiviteter og skåret ned på den lokale tilstedeværelse. Men i dag har vi så mange større og mindre virksomheder i Nordjylland, at det vil være en fordel for både vores kunder og for os, at vi er til stede lokalt,” siger Sophie Hulgard (foto), adm. direktør for CWT i Danmark.



Men også CWT mærker i denne tid, at erhvervslivet rejser mindre. ”Efter rigtig flotte tal gennem året så vi i sidste måned, at vores tal var ca. 10 % under budgettet. En række virksomheder er afventende i denne tid, men der er ingen panik hos os; jeg fornemmer, at vi fra januar atter vil se en stigning i salget af forretningsrejser,” siger Sophie Hulgard til Take Off og tilføjer:



”CWT tror ikke, at 2009 bliver et dårligt år; for i en krisetid sætter virksomheder gang i at tiltrække ny business. Men jeg forventer, at kunderne vil være mere bevidst om, hvordan man rejser og se på alternative muligheder.”



Ud over i Aalborg har CWT afdelinger i Århus, Billund og København.

På verdensplan omsætter CWT’s 22.000 medarbejdere i mere end 150 lande for over 25 milliarder dollars.



Det er tredje gang på en uge, at et dansk rejsebureau melder om nyåbning af et rejsebureau.

Sidste fredag fortalte DSB Rejsebureau til Take Off, at man får to nye salgskontorer i København samt et specialbureau for krydstogt – og i dag, fredag, bragte Take Off nyheden fra Profil Rejser om, at man øger på sit kontor i Silkeborg.



I øvrigt bliver CWT’s nye Business Travel Center i Aalborg Lufthavn det femte erhvervsrejsebureau i lufthavnen, hvor

BCD Travel, Muk Travel, Skotte Business Travel og VIA Travel i forvejen har kontor.

Til sammenligning har kun VIA Travel i dag kontor i Københavns Lufthavn.



HB

Skrevet af