DanCenter har købt udlejningsvirksomheden Bornholmske Feriehuse, der har 700 ferie- og sommerhuse på Bornholm. PR-foto.

Feriehusudlejer køber bornholmsk udlejningsfirma

Feriehusudlejeren DanCenter har opkøbt Bornholmske Feriehuse og udvider således med over 700 ferieboliger på Bornholm. Dermed udlejer DanCenter cirka 8.000 ferie- og sommerhuse i Danmark.

Bornholm ser stigende turismeindtægter og besøgstal. Ifølge VisitDenmarks seneste Destinationsmonitor for 2021, oplevede Destination Bornholm sidste år en stigning på over 15 procent i antallet af overnatninger på Bornholm sammenlignet med samme periode i 2020.

Det skriver DanCenter i en pressemeddelelse, hvor feriehusudlejeren oplyser, at man netop har købt Bornholmske Feriehuse, en del af sammenslutningen Team Bornholm. Det sker blandt andet for at indgå samarbejde om udlejning af ferieboliger på Bornholm og dermed også styrke sin position på øen.

Kim Holmsted, administrerende direktør i DanCenter, siger i pressemeddelelsen: ”Bornholm er en attraktiv feriedestination med unikke naturområder og en skøn atmosfære. Øens fantastiske udviklingspotentiale understøttes af den stigende efterspørgsel på feriehuse fra særligt danske, svenske og tyske turister.

Med udsigterne til en ny hurtigfærge næste år, bliver mulighederne for at styrke turismen og tiltrække danske og udenlandske gæster endnu større,” siger Kim Holmsted.

Ved årsskiftet købte en anden ferieboligudlejer, Novasol, hvad man kaldte Bornholms største udlejer af ferie- og sommerhuse, Bornholmtours, der har 1.000 udlejningssteder på Bornholm.

Indisk ejer
DanCenter, der er en del af et af verdens største udlejningsselskaber, indisk-ejede OYO Vacation Homes, får med den nye aftale om opkøbet på Bornholm tilført omkring 740 ferieboliger til sit sortiment, hvilket betyder, at udlejningsbureauet nu råder over knap 1.000 ferieboliger på Bornholm.

”Med de mange nye ferieboliger på Bornholm udvider vi vores nationale portefølje med ti procent, således vi nu udlejer omkring 8.000 feriehuse i Danmark. Det er også et vigtigt skridt mod vores mål om at gøre OYO Vacation Homes til verdens største udlejningsbureau,” siger Kim Holmsted.

I pressemeddelelsen siger Rasmus Lund, direktør i Bornholmske Feriehuse: ”Vores gæsteovernatninger har slået rekord de seneste år, og særligt efterspørgslen fra udenlandske gæster på sommerhuse har været høj. Samarbejdet med DanCenter giver os mulighed for at følge med efterspørgslen, ligesom vores husejere får gavn af de mange online portaler, DanCenter samarbejder med.

Aftalen hjælper således vores sommerhusejere med at opnå en højere udlejningsprocent, samtidig med at den bidrager med indtægter og arbejdspladser til Bornholm,” siger Rasmus Lund, der fortsætter som direktør i Bornholmske Feriehuse.

DanCenter, der er repræsenteret i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland, ejes – sammen med blandt andet DanLand – af indiske OYO Vacation Homes, en af verdens største aktører i blandt andet den europæiske feriehus-branche.

Relaterede artikler:

Ny Bornholmerfærge giver 527.100 passagerpladser

Novasol overtager Samsøs største feriehusudlejning

Bornholm bliver Novasols største danske rejsemål