Samsø Feriehusudlejning blev grundlagt i 2005 og er i dag med sine 265 huse øens største udlejningsbureau. PR-foto fra Novasol.

Novasol overtager Samsøs største feriehusudlejning

Novasol, der i forvejen udlejer næsten 10.000 sommerhuse i Danmark, fusionerer med Samsø Feriehusudlejning, som har 265 feriehuse på øen. De nuværende ejere fortsætter indtil videre.

Fusionen mellem Novasol og Samsø Feriehusudlejning styrker øens turisterhverv med udsigt til flere gæster og international fremgang, skriver Novasol i en pressemeddelelse.

”Samsø er en feriedestination, der har været i stor vækst de seneste par år, hvor særligt danske gæster har fået øjnene op for øens charme. Vi ser et stort potentiale i Samsø, og vi er derfor glade for fusionen med Samsø Feriehusudlejning,” siger Per Brogaard, kommerciel direktør i Novasol, og tilføjer:

”Samsø Feriehusudlejning er en virksomhed med fantastisk service overfor gæster og feriehusejere. Den personlige betjening med lokal forankring tager vi med ind i det nye set-up, hvor de nuværende ejere, Lars Jensen og Lene Gylling, indtil videre vil fortsætte den daglige drift på Samsø for at sørge for en vellykket overgang.”

Vil gerne købe mere
”Vi har haft nogle fantastiske år i Samsø Feriehusudlejning, og er stolte af den virksomhed, vi har bygget op. For os er det vigtigt, at Novasol vil drive forretningen videre i vores ånd med fokus på høj service, lokalkendskab og et godt samarbejde med husejerne. Vores husejere får et større team og flere muskler bag sig, og vi er meget trygge ved fusionen,” siger grundlæggerne af Samsø Feriehusudlejning, Lars Jensen og Lene Gylling, i pressemeddelelsen.

Som en del af aftalen fortsætter Lars Jensen og Lene Gylling i virksomheden til årsskiftet. Herefter går Lars Jensen på pension, mens Lene Gylling stadig vil være i virksomheden og tage sig af husejere og gæster.

Novasol har stor erfaring med køb af ferieudlejningsvirksomheder og skabe et set-up, som på sigt resulterer i flere gæster på Samsø og dermed yderligere vækst på øen til gavn for lokalmiljøet, oplyses det.

Den styrkede position på Samsø er et vigtigt skridt i Novasols vækststrategi, som er baseret på såvel organisk vækst, som i vækst funderet i værdiskabende opkøbsmuligheder. Novasols forhåbning er, at den kommende tid giver mulighed for flere strategiske opkøb i Danmark og i udlandet, står der i pressemeddelelsen.

Novasol har omkring 50.000 ferieboliger i 22 europæiske lande, herunder næsten 10.000 i Danmark.

Ejes af kapitalfond
Novasol er et dansk aktieselskab, der ejes via den amerikanske Awaze-koncern af kapitalfonden Platinum Equity.

Awaze er ifølge Novasol den største europæiske ferieboligudlejningsvirksomhed, som totalt udlejer over 110.000 ferieboliger på 600 destinationer i 25 lande i Europa.

Relaterede artikler:

Boom af danskere i sommerhuse

Bornholm bliver Novasols største danske rejsemål

Sommerhusudlejer klar med luksuskollektion