LUFTHAVNE: Danmarks næststørste lufthavn havde sidste måned 285.310 passagerer, en fremgang på syv pct. i forhold til oktober sidste år. Nye ruter på vej.
Fremgangen på 6,8 pct. svarer til 18.193 flere rejsende til og fra Billund Lufthavn i forhold til samme måned sidste år.
“Oktober er den sidste af årets store rejsemåneder, og weekenden mellem uge 41 og 42 med efterårsferien er den weekend med flest passagerer hele året,” siger lufthavnens adm. direktør, Kjeld Zacho Jørgensen.
Udenrigsruterne stod igen i oktober for størstedelen af lufthavnens fremgang, i alt 185.487 rutepassagerer, svarende til 10.667 flere.
“Igen i oktober har netværksselskaberne hævet passagertallet. Det vestdanske marked viser fortsat stort potentiale, og jeg er ikke i tvivl om, at der er plads til mere netværkstrafik ud af Billund,” siger Kjeld Zacho Jørgensen og tilføjer. “Derfor var det også med stor glæde, at vi onsdag i sidste uge kunne offentliggøre, at British Airways starter rute mellem London Heathrow og Billund fra maj næste år med 11 fly om ugen.”
40 pct. af Billund Lufthavns over tre mio. årlige passagerer flyver med ruteflyselskaber, KLM er størst med over 300.000; 30 pct. flyver med charter, 25 pct. med lavprisselskaber som Ryanair og fem procent på indenrigsruten til primært Københavns Lufthavn. Lufthavnen har omkring 35 direkte udenrigsruter med Amsterdam, London Stansted og London City Airport samt Frankfurt, Oslo og Paris som de største.
Fra april næste år begynder Finnair at flyve en gang om dagen fra Helsinki til Billund Lufthavn.
SAS’ indenrigsrute fra Billund til København havde sidste måned 13.273 passagerer, stort set samme antal som i oktober sidste år – tallet kan dog falde fra denne måned, da SAS fra vinterprogrammet fjernede morgenafgangen fra København til Billund.
Billunds chartertrafik havde sidste måned 85.845 passagerer, en stigning på 9,3 pct.
I årets første 10 måneder har Billund Lufthavn haft 2,6 mio. passagerer, 2,3 pct. flere end samme periode sidste år.