Grækenland, der nu op til højsæsonen fjerner flere af sine indrejsebegrænsninger, er Apollo Rejsers største destination. PR-foto: Apollo Rejser.

Flere europæiske lande fjerner rejserestriktioner

Nu bliver det lettere at rejse ud i Europa. Grækenland, Kroatien, Madeira, Bulgarien og Albanien er blandt de rejsemål, der fjerner indrejseformularer og vaccinecertifikater, oplyser Apollo Rejser.

Flere destinationer fjerner nu indrejseformularer og krav om vaccinecertifikater ved indrejse. Lempelserne er ved at blive indført, og lige nu er der ikke krav om indrejseformularer eller fremvisning af coronapas eller anden form for certifikat i Grækenland, Albanien, Bulgarien og Kroatien. Madeira kræver heller ikke indrejseformular eller vaccinecertifikater, men her anbefaler man stadig rejsende at udfylde dokumentation ved indrejse.

Det skriver Apollo Rejser i en pressemeddelelse. I den siger Glenn Bisgaard, salgsdirektør hos Apollo i Danmark:

”Det er dejligt, vi nu står i en situation, hvor det bliver gjort nemmere at rejse, og at lande som Grækenland, Albanien, Bulgarien og Kroatien fjerner deres krav om papirarbejdet i forbindelse med indrejse. Lige nu bestilles mange rejser, så det er dejligt, at det igen bliver nemmere at gennemføre en bestilling. Det betyder nok også, at endnu flere vil bestille til sommerens populære rejsemål.”

Det er stadig vigtigt at holde sig opdateret på eventuelle ændringer inden afgang, understreger den store charterarrangør. ”Det kan ikke understreges nok, at det naturligvis stadig er vigtigt som rejsende at holde styr på indrejseregler helt op til afrejse. Reglerne kan hurtigt ændre sig. Men vi holder altid gældende regler opdateret på vores hjemmeside,” siger Glenn Bisgaard.

Grækenland er største rejsemål
Glenn Bisgaard sagde for nylig til STANDBY.DK om dette års sommersæson: ”Med forbehold for, hvad der måtte ske, regner jeg med, at vi rammer et salg på 150-160.000 rejser i Danmark for hele 2022, heraf to tredjedel i sommerhalvåret.”

Grækenland bliver igen i år største destination for Apollo, fulgt af Spanien, herefter kommer Kroatien, Cypern og Tyrkiet lige som Albanien, Portugal, Dubai og Thailand også er på menukortet i år.

Apollo Rejser er en af Nordens største rejsearrangører med næsten 400 medarbejdere og en million rejsende om året. Apollo arrangerer pakkerejser, træningsrejser, krydstogter og storbyrejser.

Apollo Rejser udgør sammen med specialrejsearrangørerne Golf Plaisir, Lime Travel og Xtravel og sportsresortet Playitas, gruppen DER Touristik Nordic. Gruppen har siden 2015 været en del af den tyske koncern REWE med over 300.000 medarbejdere.

Relaterede artikler:

Flere asiatiske destinationer genåbner for turister

Ny milliardkontrakt mellem SAS og Apollo Rejser

Sådan vil danskerne helst holde ferie

Rejsebureau forventer bedre salgstal end før corona

Færre russiske turister presser rejsemarkeder