Flere europæere vil rejse til Tyskland, tallene kan dog blive påvirket af inflation og stigende energipriser. Pressefoto fra Lübeck: Olaf Malzahn for Deutsche Zentrale für Tourismus.

Flere europæiske turister vil til Tyskland

Kun overgået af Frankrig, Spanien og Italien, er Tyskland det europæiske rejseland, flest europæere vil til, viser ny opgørelse. Men inflation og høje energipriser kan påvirke rejselysten.

Den tyske modsvarighed til VisitDenmark, det nationale tyske turistråd, Deutsche Zentrale für Tourismus, DZT, har ekspertpanel med rejsebrancheeksperter fra Tysklands vigtige markeder til at vurdere rejsetendenser.

I en opdatering efter seneste møde i ekspertgruppen, konstaterer Petra Hedorfer, administrerende direktør for DZT, at Tyskland ”en positiv trend i retning af at der sælges flere rejser generelt, også til Tyskland.”

Petra Hedorfer henviser i opslag på Linkedin til stærkt forbedrede ankomsttal til Tyskland gennem i år fra udenlandske turister, ligesom tallene for næste år også ser lovende ud.

”Når vi kigger på 2023,” skriver DZT-chefen, er europæernes planer om at rejse til Tyskland store. 70 procent af Tysklands udenlandske turister, erhvervs- som leisure-rejsende, kommer netop fra Europa.”

Europæerne vil helst på ferie i Europa
Petra Hedorfer henviser blandt andet til seneste opgørelse fra European Travel Commission, der repræsenterer de nationale turistråd.

Her viser en undersøgelse af europæernes rejseplaner blandt andet, at udlandsrejser i Europa foretrækkes af 62 procent, en stigning fra samme tid sidste år på syv procent.

Omvendt er antallet af europæere, der har planer om kun at feriere i deres hjemland eller rejse ud af Europa, faldet tre procent.

DZT forventer på baggrund af de seneste prognoser 67 millioner overnatninger næste år i Tyskland fra udenlandske rejsende, sammenlignet med forventet 60 millioner i år.

Stigende priser kan afskrække
DZT’s ExpertPanel forventer højere priser i Tyskland næste år som følge af inflation og de høje energipriser.

Men så længe prisstigningerne er ”moderate,” forventer en tredjedel af ekspertpanelet, at prisstigningerne ikke vil påvirke rejselysten til Tyskland – omvendt tror næsten hvert andet medlem af panelet, at inflationen og de højere energipriser kan betyde et mindre fald i rejselysten, også til Tyskland.

Petra Hedorfer glæder sig dog over, at Tyskland er rykket op på fjerdepladsen som det europæiske rejseland, europæerne vil rejse til – kun overgået af den sydeuropæiske trio Frankrig, Spanien og Italien.

Tyskland har flest danske overnatninger
Tyskland er landet, hvor danskerne under normale år har flest overnatninger. I 2019, året før coronakrisen, blev til 3,4 millioner registrerede danske overnatninger. Tallet er reelt meget større, da det for eksempel ikke medtager Airbnb-overnatninger.

Den gennemsnitlige opholdstid for en dansker, ferie- som forretningsrejsende, i Tyskland i 2019 var 3,8 dage.

Fire af de 16 tyske delstater har under normale omstændigheder 60 procent af de danske overnatninger. Det er Slesvig-Holsten, Berlin, Hamborg og Niedersachsen, regionen syd for Hamborg med blandt andet Harzen. Nummer fem af de bundeslande, danskerne normalt besøger mest, er den sydligste, Bayern.

Udover Tysk Turist Information har kun de nationale europæiske turistråd for Frankrig, Irland, Portugal, Spanien, Tyskland og Østrig egne kontorer i Danmark.

 

Relaterede artikler:

Hver tredje tysker har ikke råd til at rejse

Revanche-rejser ventes at fortsætte næste år

Tyskland meget tilfreds med nye danske ankomsttal