Belgien kan være blandt de lande der i dag ryger af Udenrigsministeriets rejsevejledninger for lande med grønt lys for danske rejsende. Arkivpressefoto fra universitetsbiblioteket i Leuven i Flandern, foto: Milo Profi for VisitFlanders.

Flere lande kan i dag miste grønt lys i rejsevejledninger

Udenrigsministeriet i København opdaterer i eftermiddag sine rejsevejledninger. Følger Danmark samme principper som Norge vil en række europæiske lande i dag få ændret status fra gul til orange.

(Opdateret med listen over de lande, Danmark fraråder rejser til)

Norge fraråder nu ikke-nødvendige rejser til 15 europæiske lande. I går, torsdag, kom også Cypern, Holland, Island, Malta og Polen på den norske liste. Også Færøerne samt Region Sjælland og Region Midtjylland frarådes norske rejsende nu at tage til.

De norske myndigheder opdaterede onsdag listen over europæiske lande man fraråder ikke-strengt nødvendige rejser til. Der er en række undtagelser inden for EU- og Schengen-landene, der opfylder de norske smittekriterier.

De norske smittekriterier, som også Danmark bruger, er om at der ikke må være registreret over 20 nye coronasmittede per 100.000 indbyggere indenfor de seneste to uger.

Den nye norske opdatering har gjort flere europæiske lande røde, hvor alle ikke-nødvendige rejser frarådes. Nye røde lande på listen fra denne uge er nu også, nævnt alfabetisk, Cypern, Holland, Island, Malta og Polen.

Også Region Sjælland (København er friholdt) og Region Midtjylland i Danmark er nu røde i de norske rejsevejledninger, det samme er Færøerne.

Klik for stort format. Modsat Udenrigsministeriet i Danmark har Folkehelseinstituttet i Norge, der svarer til Sundhedsstyrelsen, et kort over de i øjeblikket åbne og lukkede lande for norske rejsende. De skraverede lande er der ikke nok informationer fra. Illustration: Folkehelseinstituttet.

Rødt lys til disse lande
Fra lørdag i denne uge, 15. august, fraråder Norge nu ifølge den norske sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttets, rejser til Belgien, Bulgarien, Cypern, Frankrig (med Monaco), Holland, Island, Kroatien, Luxembourg, Malta, Polen, Portugal, Rumænien, Spanien (med Andorra), Schweiz og Tjekkiet. Hertil kommer som nævnt de to danske regioner plus Færøerne plus en række svenske regioner.

Alle norske rejsende, der kommer hjem fra disse lande fra midnat på lørdag, skal gå i karantæne.

Til sammenligning fraråder Udenrigsministeriet i dag kun rejser til: Andorra, Bulgarien, Irland (på grund af de irske karantæne regler), Luxembourg, Rumænien og Spanien.

”Hvis vi alle respekterer reglerne…”
Et af de europæiske lande der formentlig i dag, torsdag, skifter fra gul til orange i Udenrigsministeriets rejsevejledninger.

Kun turistrådet i Belgiens største region, Flandern, har repræsentation i Danmark. Via sit PR-bureau i Danmark, siger direktør for VisitFlanders, Andrew Daines:

”Flandern havde sidste år over 55.000 danske ankomster med mere end 114.000 registrerede overnatninger.

Selv i disse vanskelige omstændigheder er Flandern fortsat værd at besøge. Overnatningssteder, museer og attraktioner tager alle de nødvendige forholdsregler for at sikre, at rejsende trygt kan nyde deres ophold.

I disse tider anbefaler vi at vælge nogle af de mindre befærdede områder, hvilket kan gøres med VisitFlanderns gratis app kaldet ”YouFlanders.”

Hvis vi alle respekterer reglerne – hold social afstand, vask og desinficer hænder ofte, bruger mundbind om nødvendigt – kan vi alle færdes sikkert og fortsat nyde de mange smukke steder og attraktioner i Flandern i de kommende måneder,” lyder det fra turistdirektøren.

Relaterede artikler:

Spanien: Vi er et sikkert rejseland

Her var danskerne på ferie i udlandet

UM: Regional ordning for administrativ tung