Flere muligheder for Finnair-kunder

Kilroy benytter Sabre, der siden juni har inkluderet branded fares fra Finnair. Men om det betyder større gennemsigtighed for kunderne, er det endnu for tidligt at sige noget om.

Branded fares er typisk de muligheder, flyselskaberne tilbyder på deres egne hjemmesider. De dækker over forskellige kategorier af flybilletter og er ikke kun et valg mellem business- eller økonomiklasse.

Billetten kan eksempelvis inkludere mad om bord, ekstra benplads eller mulighed for ombytning af billet uden gebyr, men kan også være en mulighed for at fravælge indtjekket bagage eller valg af sæde for at opnå den billigst mulige pris.

Booking af Finnairs branded fares sker gennem Sabre Red Workspace og kommer mere end 425.000 rejsebureauer og flere tusinde virksomheder til gode, der globalt benytter Sabre som GDS. Løsningen skulle gerne give flere valgmuligheder, mere fleksibilitet og ikke mindst større gennemsigtighed.

Stadig lang vej
”Om det bliver mere gennemskueligt for kunden eller ej, vil tiden vise. Helt overordnet er vores synspunkt, at vi har valgt kun at benytte indhold fra et enkelt GDS for at holde vores forretning så simpel og effektiv som muligt. Det vil dermed også medføre, at jo mere indhold, der er tilgængeligt via Sabre, jo bedre er det for os og vores kunder,” siger Pernille Vaupel, Kilroys direktør for produkter og salg til STANDBY.dk.

Samme overvejelser gør Kilroy sig også i forhold til NDC-indhold i forbindelse med at tilføre forretningen kompleksitet og foretage yderligere investeringer i forbindelse med den tekniske udvikling.

”Vi ønsker naturligvis at være konkurrencedygtige, men også at benytte så meget indhold fra vores GDS-partner som muligt. Derfor er Sabres opkøb af Farelogix interessant. Tiden vil vise, hvordan de integrerer det i deres forretningsmodel,” siger Pernille Vaupel.

”Vi sikrer, at vi er i tæt dialog med vores airline-partnere, vi holder os opdateret på udviklingen i forhold til NDC-indhold, men vi mener stadig det er early days i forhold til teknologiens modenhed – og i særdeleshed implementeringen af denne.”

Finnair kunne for nylig fejre 90 års jubilæum og servicerer fra Helsinki lufthavn mere end 130 destinationer rundt om i verden, hvoraf mange befinder sig i Asien.


Relaterede artikler:

Ny rejseteknologi giver mange udfordringer

EU-Kommissionen vil undersøge Amadeus og Sabre

Første NDC-bookinger hos SAS i foråret 2019