Flest danske bureauer med fra Norden

LOS ANGELES: I dag, mandag, skydes Pow Wow for alvor i gang her i Los Angeles, hvor verdens største fagmesse for rejsebranchen sidst blev holdt i 2004.

Søndag var der stor sammenkomst for pressen, der dækker Pow Wow. Her sagde adm. direktør Roger Dow, fra arrangøren af Pow Wow, U.S. Travel Association, til takeoff.dk:
“Pow Wow bliver som altid storslået – men det specielle i år bliver søsætningen af “Brand USA.”

Brand USA skal fremover markedsføre USA som rejsemål verden over. Og der er kamp mellem landenes Discover America-komiteer om at få andel i de mange millioner dollars.

“Jeg ved ikke, hvor stor denne kamp bliver – men det vil være et slagsmål mellem Brand USA og de enkelte Discover America-komiteer,” sagde Roger Dow.

Til det årlige Pow Wow har den danske Discover America-komite igen i år været bedst i Skandinavien til at få rejsebureauer til at deltage i Pow Wow, der varer til på torsdag. Sidste år var Pow Wow i San Francisco og næste år er fagmessen tilbage i Las Vegas, fulgt af Chicago i 2014.

Mens den svenske og norske Discover America-komite har fået hhv. ti og fem rejsebureauagenter til at deltage, er der 17 rejsebureauagenter fra 13 danske rejsebureauer til Pow Wow.

Årets Pow Wow i Los Angeles har deltagelse af 1.100 amerikanske leverandører til rejsebranchen med samlet 3.000 repræsentanter. De ”speeddater” gennem de hektiske Pow Wow-dage med de 1.270 købere fra rejsebureauer i 70 lande verden over. Arrangementet dækkes af 500 pressefolk – herunder takeoff.dk/Stand By.

Med over 5.100 deltagere bliver årets Pow Wow større end fagmessen sidste år i San Francisco.

USA er det mest besøgte oversøiske rejseland for danskerne. Sidste år var der igen over en kvart million danske ankomster – og mere en million ankomster fra de nordiske lande.

Fagmessen arrangeres af U.S. Travel Association i samarbejde med en lang række private virksomheder og offentlige myndigheder i værtsbyen.

Mere om Pow Wow i Los Angeles på www.ustravel.org og www.powwowonline.com

Skrevet af Henrik Baumgarten