Tyskland er det land i udlandet med flest danske ankomster – og topper også Europæiske ERV-liste over danskernes favoritter i udlandet til  årets påskeferie. Arkivfoto: Rheinland-Pfalz Tourismus.

Flest danskere bliver hjemme i påskeferie

Af danskere med planlagt påskeferie, holder hver tredje påskeferie i Danmark. Top-10 listen over danskere, der rejser til udlandet, toppes af Tyskland, Frankrig og Spanien, viser ny undersøgelse.

I år rejser lidt flere danskere i påskeferien end de gjorde i vinterferien. 15 procent af danskerne planlægger at rejse i påskeferien, mens kun 13 procent rejste i vinterferien.

Det viser i hvert fald undersøgelse blandt 1.086 danskere i alderen 18-79 år foretaget af Kantar Media for rejseforsikringsselskabet Europæiske ERV i januar i år, skriver ERV i en pressemeddelelse.

For størstedelen af danskerne som skal rejse, bliver det indenfor landets grænser. 30 procent af danskere rejser i Danmark i påskeferien. For de danskere, hvor rejsen går til udlandet, er Tyskland den mest populære destination blandt danskerne. Frankrig kommer på en andenplads, og Spanien får en tredjeplads, oplyser ERV.

I pressemeddelelsen siger Peter Steen Olsen, økonomidirektør og talsmand for Europæiske ERV:

”Påsken er en højtid, danskerne gerne vil nyde med familie og venner. Det kan være grunden til, at mange bliver hjemme eller holder påskeferie i Danmark. Påskeferien varer i udgangspunktet fem dage, så det vil være oplagt for nogle at tage en miniferie i storbyer som Berlin eller Paris. Det kan være medvirkende til, at mange har valgt netop Tyskland og Frankrig i årets påskeferie.”

Her er påskeferiens Top 10:
Listen over danskernes top-10 destinationer til påskeferien i år er, ifølge ERV: Danmark, Tyskland, Frankrig, Spanien, Sverige, Norge, Polen, Tyrkiet, Italien og USA.

For de danskere der rejser udlands i påskeferien, flyver de fleste: 45 procent, 41 procent kører i bil, mens ti procent af danskerne tager toget, oplyser ERV.

Forleden meddelte Spies, Danmarks største rejsebureau, at man til påskeferien i år har solgt 20 procent flere rejser end sidste år. I alt forventer Spies i år at sende 4.700 gæster fra Danmark på påskeferie. Af disse flyver 48 procent fra Københavns Lufthavn, Billund Lufthavn følger tæt efter med 40 procent, mens resten letter fra Danmarks tredjestørste lufthavn, Aalborg.

Spies’ fem største charterdestinationer til årets påskeferie er Gran Canaria, Tenerife, Cypern, Mallorca og den atlantiske østat Kap Verde.

De resterende cirka 21 procent af Spies’ påskegæster, rejser på pakkerejse – fly og hotel – med rutefly. Og på denne konto er de fem største destinationer: Rom, Paris, Barcelona, London og New York.

 

Relaterede artikler:

Spies øger stort i årets solgte påskerejser

Danskernes rejsevaner påvirkes uens af økonomien

Tyskland: Forventer ny dansk turistrekord