Viva Cruises er klar med en række flodkrydstogter til europæiske julemarkeder i blandt andet Frankrig, Tyskland og Østrig. I alt sejler Viva Cruises cirka 2.000 flodkrydstogter om året.
Fra november får også en lang række europæiske flodbyer deres årlige julemarked – det er blandt andet byer langs floder som Elben, Donau, Main, Seinen og Rhinen. Og det schweiziske highend-flodkrydstogtrederi Viva Cruises melder sig klar til en række sejladser, hvor skibene besøger byer med julemarkeder.
”Med Viva Cruises kan man sejle fra en julepyntet by til en anden, skibene er pyntet til højtiden, og man kommer garanteret i julestemning,” hedder det i en pressemeddelelse.
I november og december tilbyder Viva Cruises et bredt udvalg af julecruise på europæiske floder med daglige stop i centrum af byerne. Gæsterne kan spadsere gennem julepyntede gader og opleve nogle af Europas bedste julemarkeder, nyde gløgg og andre julegodter, oplyses det.
Med sine over 1.200 kilometer er Rhinen en af Europas længste floder, og løber for det meste gennem Tyskland. Da ingen andre fejrer advent med sådan entusiasme som tyskerne, er floden et ideelt rejsemål for julehøjtiden, hedder det i pressemeddelelsen.
Julemarkeder langs Rhinen
Viva Cruises byder her i efteråret på fire cruises på Rhinen med varigheder på tre, fire og seks nætter. Rejsende kan sejle fra Düsseldorf til Koblenz, Bonn og Köln. Man kan også krydse grænsen mellem Frankrig og Tyskland med et cruise fra Frankfurt til Strasbourg og tilbage, med stop i Mannheim, Speyer og Mainz, hedder det.
Østrig vågner også til live med sine julemarkeder. Kombineret med sine historiske byer fremstår Østrig virkelig som et “winter wonderland” – og Viva Cruises har adventscruises langs Donau med stop i byerne Passau, Melk, Wien og Linz.
Viva Cruises er også leveringsdygtig i franske flodkrydstogter. En rejse starter i Paris den 17. december, og cruiset tager gæsterne med langs Seinen til Normandiet. De sidste tre dage af cruiset tilbringes tilbage i Paris.
2.000 krydstogter om året
Viva Cruises, der ejes af den schweiziske shippingkoncern Scylla, sejler næsten 2.000 krydstogter om året med længder på typisk fra fire, syv og op til 10 dage på europæiske floder.
Viva Cruises har tidligere oplyst, at dets passagerer sidste år havde en gennemsnitsalder på 61 år, at 54 procent kom det de tysktalende markeder, DACH (Tyskland, Schweiz og Østrig) og at de øvrige passagerer dermed var fra andre markeder, herunder en tredjedel fra de nordiske lande.
Viva Cruises fremhæver blandt andet, at rederiets priser på flodkrydstogter er all-inclusive med morgenmad, frokost, middag og drikkevarer, både med og uden alkohol. Også Wi-Fi og drikkepenge er med i prisen, oplyses det.
Viva Cruises’ skibe spænder i størrelse, også afhængig af, hvilke floder de besejler. De mindst skibe på omkring 80 meter har plads til lidt under 100 passagerer; de største skibe er 135 meter lange og kan tage næsten 200 passagerer.
Relaterede artikler:
Viva Cruises vil øge på det danske marked

STANDBY.DK Nyt om rejser


